Hofkok færdig: Kongehuset afbryder samarbejde

Kongehuset tager nu konsekvensen af afsløringerne om Jens-Peter Skov

Den skandaleramte restauratør, Jens-Peter Skov, stod bl.a. ved kødgryderne, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i 2004 bespiste deres mange gæster ved deres stort anlagte bryllupsfest på Fredensborg Slot. Nu er han forvist fra de kongelige køkkener.
Følg Underholdning
Følg Kongelige

Den skandaleramte restauratør og indehaver af den prestigefulde Sallingsund Færgekro på Mors, 64-årige Jens-Peter Skov, kommer ikke længere til at have noget med det danske kongehus at gøre.

I hvert fald oplyser kongehusets kommunikationsafdeling nu til Ekstra Bladet, at det ellers mangeårige samarbejde er slut.

- Samarbejdet med Sallingsund Færgekro er ophørt, lyder det således i et kortfattet, skriftligt svar fra kongehuset til Ekstra Bladet.

Klap og nus på ballerne
Udmeldingen fra hoffet kommer, efter at Ekstra Bladet søndag kunne afsløre, hvordan Jens-Peter Skov, ifølge 17 tidligere i ansatte og elever, i mere end 20 år har krænket dem seksuelt og psykisk.

Således fortalte de mange tidligere ansatte i detaljer og samstemmende, hvordan lange, inderlige kram bagfra, klap og nus på ballerne, bid i øreflippen, uopfordret kropsmassage, invitationer til vin i privaten, seksuelt ladede kælenavne og psykiske tæsk, hvis ikke man fandt sig i det, havde været dagligdag på kroen siden midten af halvfemserne.

Artiklen fortsætter under boksen ...

Samarbejdet med kongehuset

Den danske kongefamilie har gennem generationer været faste kunder på Sallingsund Færgekro, ligesom Jens-Peter Skov siden 1995 har stået i spidsen for serveringen til en lang række af deres arrangementer, herunder kongehusets sommerfester, juletafler, diverse statsmiddage, prinsgemalens jagtselskaber, dronningens 70-års fødselsdag og prins Joachims bryllup med grevinde Alexandra. 

Jens-Peter Skov har desuden i flere tv-udsendelser udtalt, at han havde et godt forhold til prinsgemalen.

Du kan læse meget mere om Jens-Peter Skovs tråde til kongehuset i artiklen her.

- Jeg kan tydeligt huske, at han har taget mig på røven og sagt: 'Mhmm, den er godt nok god.' Jeg har også prøvet, at han trak sig ind til mig bagfra og nussede mig på ryggen. Jeg stivnede fuldstændig hver gang og anede ikke, hvad jeg skulle gøre, lød det således fra en af Jens-Peter Skovs tidligere kokkeelever, der som 17-årig endte med helt at forlade branchen og afbryde sin uddannelse som følge af Jens-Peter Skovs konstante tilnærmelser.

Kæmpe magt i branchen
Langt de fleste kilder, Ekstra Bladet har talt med, har med henvisning til netop Jens-Peter Skovs status som mangeårig samarbejdspartner til kongehuset og deraf magt i den branche, de fleste stadig arbejder i, længe frygtet at stå frem med deres historier af frygt for repressalier, hvorfor de fleste kun har medvirket anonymt.

Og hele sagen fik mandag restauratørernes brancheorganisation, DRC, til at kalde den for den værste, man nogensinde havde set.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Udadtil fremstår den mere end 80 år gamle Sallingsund Færgekro som en af Danmarks mest idylliske afkroge, men bag de røde murstensmure er unge mænd i årevis blevet seksuelt og verbalt antastet af kroens ejer, Jens-Peter Skov. Foto: Ernst van Norde
Udadtil fremstår den mere end 80 år gamle Sallingsund Færgekro som en af Danmarks mest idylliske afkroge, men bag de røde murstensmure er unge mænd i årevis blevet seksuelt og verbalt antastet af kroens ejer, Jens-Peter Skov. Foto: Ernst van Norde
 

Kongehuset ønskede i forbindelse med Ekstra Bladets første historie om Jens-Peter Skov ikke at svare på, hvorvidt kongehuset har haft kendskab til, at der skulle være sket krænkelser under deres arrangementer, men også det, fortæller hoffet nu, at man altså ikke har haft.

- Kongehuset har ikke haft kendskab til de forhold, der er kommet frem, lyder det.

Læs også: Mor: - Hofkok forgreb sig på mit barn 

Jens-Peter Skov tør dog ikke selv afvise, at der også har været krænkelser under de kongelige middage.

- Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, for der er åbenbart noget, jeg ikke ved. Det tror jeg ikke, men det må du så svare mig på, om der er nogen, der har sagt. Det mener jeg ikke, at jeg har, siger han.

Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Jens-Peter Skov.

Læs også: Så tæt er skandale-kok på kongehuset

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind