Hov! Joachim tager fejl - Der FINDES lyserøde skildpadder

- Skildpadder er ikke lyserøde ude i virkeligheden, lyder det fra prins Joachim, der meget gerne vil undgå lyserøde tøjdyr på børnenes værelser

Joachim grubler ved sit skrivebord. Foto: Line Nejrup Forchhammer/Nordisk Film og TV/ TV2 / totoriseforum.com
Joachim grubler ved sit skrivebord. Foto: Line Nejrup Forchhammer/Nordisk Film og TV/ TV2 / totoriseforum.com

Ekspert: Det får Joachim ud af at stå frem i dokumentar

I den meget omtalte TV2-dokumentar 'Den anden prins', der blev sendt onsdag aften, forsøgte prins Joachim at gøre op med sit stivstikker-image.

I dokumentaren smører Joachim madpakker og viser sig som en kærlig far, der bliver rørt over at tale med børnene, når han er i udlandet for at passe sine pligter.

Når han skal passe de officielle pligter i Danmark, tager han gerne børnene med på arbejde, og specielt en enkelt episode, hvor de mindste af hans i alt fire børn med to koner - Athena på fem og Henrik på otte - er med på arbejde er blevet bemærket på de sociale medier.

Albino-skildpadder kan fremstå lyserøde. Foto: totoriseforum.com
Albino-skildpadder kan fremstå lyserøde. Foto: totoriseforum.com

I klippet, hvor Joachim og børnene besøger gavebutikken på Fjord & Bælt-centeret i Kerteminde, som Joachim er protektor for, forsøger lille Athena at få et lyserødt tøjdyr med hjem til børneværelset.

Joachim er dog ikke meget for datterens farvevalg.

- Nu kan I vælge ét dyr, som I helst vil have. Og alle dem der i de grimme farver, dem gider vi ikke se på. Helst ikke de grimme farver, Athena, lyder det blandt andet fra prinsen, der i stedet forsøger at dreje datterens opmærksomhed i retning af hvaler og sæler:

- Der er både store og små hvaler. Synes I ikke, den her sæl er sød? Det er jo den, I har set her, forsøger Joachim sig.

Lyserøde delfiner lever blandt andet i Brasilien. Foto: All Over
Lyserøde delfiner lever blandt andet i Brasilien. Foto: All Over
 

På et tidspunkt, da Athena får øje på en lyserød enhjørning, er det ved at gå helt galt, men katastrofen afværges lynhurtigt af Joachim, med et argument, det er svært at modsige.

- Dem der, dem gider vi ikke. Vi har ikke set enhjørninger her. Så dem gider vi ikke, siger Joachim og tilføjer, at lyserøde skildpadder heller ikke står øverst på hans ønskeliste.

- Skildpadder er ikke lyserøde ude i virkeligheden, lyder det fra prinsen.

Lyserøde duer
Men mens, der ganske rigtigt endnu ikke er opdaget lyserøde enhjørninger udenfor Disney-land, så er der ganske mange eksempler på lyserøde dyr i naturen.

- Flamingoer er jo et glimrende eksempel på et dyr, der er lyserødt, og så findes der også nogle meget lyserøde floddelfiner ovre i Sydamerika. Der findes også en dueart, der hedder 'pink pigeon', altså lyserød due, oplyser biolog og nuværende videnskabelig direktør i København Zoo Bengt Holst.

Udsatte albinoer
Og faktisk kan man også finde skildpadder i naturen, der fremstår ganske lyserøde. Det drejer sig om albino-skildpadder, der ikke har noget farvestof.

- Der findes lyserøde skildpadder, men det er sådan, at det lyserøde skildpadder, der findes i naturen er albino-skildpadder, hvor manglen på farvestoffer gør, at de ser lyserøde ud, men de findes ikke i naturen ret længe ad gangen. Når der kommer den mutation frem, som det at være albino er, så kan man ikke gemme sig nogle steder, og så opdager rovdyrene lynhurtigt en, siger Lars Skou Olsen, der er kurator på Den Blå Planet i København.

I TV2-dokumentaren kommer vi med bag facaden hos prins Joachim. Foto: Line Nejrup Forchhammer/Nordisk Film og TV/ TV2
I TV2-dokumentaren kommer vi med bag facaden hos prins Joachim. Foto: Line Nejrup Forchhammer/Nordisk Film og TV/ TV2

Følsom dokumentar deler vandene: Har tv-portrættet ændret din opfattelse af Joachim?