Dronning Margrethe løftede pegefingeren til danskerne og opfordrede alle til at gøre noget godt for miljøet, da hun afsluttede 2021 med sin traditionsrige nytårstale.
Regentens tur fra juleferien i Aarhus til det københavnske umiddelbart før talen foregik dog i et yderst miljøsvinende tog, kunne Ekstra Bladet tidligere onsdag fortælle.
Dronningens togvogn er dog ikke det eneste transportmiddel, hun har til rådighed.
Kort efter nytår bekræftede kongehuset over for Her & Nu, at man havde tilføjet en pluginhybridbil af mærket Bentley til dronningens vognpark, og der var rosende ord at hente for dronningen i den forbindelse.
Mogens Fosgerau, der er professor i transportøkonomi på Københavns Universitet, er dog ikke imponeret over den nye bil.
Igennem sit virke som forsker har han undersøgt data om pluginhybrid-biler både i udlandet og i Danmark, og opdagelserne er bestemt ikke noget, der giver mening, når man taler om bilerne som 'klimavenlige'.
Det fortæller han til Ekstra Bladet.
- Hvis man kører i en pluginhybrid, som et gennemsnitsmenneske kører bil, er der bestemt ikke tale om, at man kører 'grønt', siger han og understreger:
- Det ser måske grønt ud med en hybrid, men alle tal viser, at de ikke bliver brugt grønt i praksis. De er kulsorte.
Ifølge beregninger fra udenlandske studier og tal fra Danmark udleder pluginhybrid-biler to til fire gange mere CO2, end hidtil antaget. Faktisk udleder de ofte mere CO2 end almindelige benzinbiler.
Korte ture
Man kan ifølge Mogens Fosgerau godt bruge sin hybridbil grønt, hvis man gør sig meget umage med at lade op rigtig tit og nøjes med korte ture.
- Kongehuset skal være meget, meget mere flittige end alle andre i verden med en hybridbil til at lade op, hvis det skal være grønt. Og der er ingen data, der viser, at de store hybridbiler i praksis bruger mindre benzin end almindelige benzinbiler, siger han.
Og selvom kongehuset ikke har rådet over bilen længe, gør kommunikationschef Lene Balleby det klart over for Ekstra Bladet, at det netop er planen med bilen.
'Dronningens nye bil er købt med hensyn til det funktionelle - og selvfølgelig også med hensyn til miljøet. Bilen skal hovedsageligt tilbagelægge kortere afstande, og da vi nu har fået installeret ladestandere på slottene og fortsat arbejder på at udvide kapaciteten, forventes bilen at køre mest på el', skriver hun til Ekstra Bladet.
Elbiler er vejen frem
Mogens Fosgerau giver dog ikke meget for den plan.
- Hvis det skal være miljøvenligt, skal det være en bil, der kun kører på el. Så er det om at sætte flere ladestandere op, så det kan lade sig gøre, lyder det fra forskeren.
Kongehuset oplyser, at de ikke har planer om at udskifte samtlige biler til el i den nærmeste fremtid.
'De gamle, historiske biler er klenodier, som bruges meget sjældent. Dem skifter vi nok ikke ud lige foreløbig. De øvrige biler i Kongehuset udskiftes dog løbende, og her er det Kongehusets politik, at der som udgangspunkt tænkes i el- og hybridbiler. Adskillige af Kongehusets biler kører derfor allerede nu helt eller delvist på el', skriver Lene Balleby.
Kongehuset har dog ikke ønsket at oplyse, hvilke og hvor mange biler kongehuset råder over, eller sætte tal på, hvor mange der kører på ren el, da det anses for privat. De kan dog fortælle, at man har valgt at installere ladestandere til el-biler på alle slotte, der tilhører dronningen.