Siden slutningen af september 2022 har de fleste danskere vidst, at prins Joachims datter, Athena, fylder 11 til januar.
Det gjorde han opmærksom på, da han over for Ekstra Bladet satte ord på dronning Margrethes beslutning om at fratage hans børn deres titler.
- I maj fik jeg forelagt en plan, som i det store hele gik på, at når børnene hver især fylder 25, så ville det ske. Athena fylder 11 til januar, lød det fra en tydeligt berørt prins Joachim.
I dag er så dagen. Og den første fødselsdag uden titlen som prinsesse. I hvert fald på papiret. For noget tyder på, at mange stadigvæk ser den nu 11-årige komtesse som prinsesse.
I anledningen af komtessens fødselsdag har kongehuset nemlig lagt et ældre billede af Athena på Instagram, hvor et hav af lykønskningerne er tikket ind - og langt de fleste kalder stadigvæk Athena for prinsesse. For som en bruger skriver.
'Engang prinsesse...Altid prinsesse.'
Og det er der tydeligt enighed om. Rigtig mange ud af de flere hundrede kommentarer stemmer nemlig i.
'Stort tillykke med dagen smukke prinsesse Athena (for mig vil du altid være prinsesse)', skriver en.
'Tillykke, fineste prinsesse Athena. Herhjemme vil du aldrig være andet end netop det' skriver en anden.
Bryder med traditionen
Kongehuset har siden komtessen fyldte et år markeret hendes fødselsdag ved at offentliggøre nye billeder af hende. Billederne har gennem årene enten været taget af en kongehusfotograf eller af prinsesse Marie. Sidste år var det prinsesse Marie, der var bag kameraet.
Det står i kontrast til i år.
'Hendes Excellence Komtesse Athena har fødselsdag og fylder i dag 11 år', skriver kongehuset på Instagram.
Billeder, der er vedhæftet, er et billede taget i september 2022 af fotobureauet Ritzau Scanpix i anledning af dronning Margrethes regeringsjubilærum, som fandt sted kort inden nyheden om, at hun havde besluttet at fratage prins Joachims børn deres titler.