Kongehusekspert: - Det var forventet af ham

Prins Felix gør, hvad der forventes af ham ved at gå ind i militæret, mener Lars Hovbakke Sørensen

Prins Felix starter efter sommerferien på den uddannelse, som prins Nikolai i 2018 sprang fra. Foto: Anthon Unger
Prins Felix starter efter sommerferien på den uddannelse, som prins Nikolai i 2018 sprang fra. Foto: Anthon Unger

Tidligere onsdag kom det frem, hvad fremtiden byder på for prins Felix.

Den yngste af grevinde Alexandras to sønner skal nemlig i militæret efter sommerferien, hvor han starter på den to-årige løjtnantuddannelse.

Prins Felix går i sin fars fodspor og starter i militæret. Foto: Steen Brogaard Danske kongelige Prins Felix skal i militæret

Den nyhed kommer dog ikke som nogen overraskelse, hvis man spørger kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er jo i tråd med det, der har været traditionen i kongefamilien; at man skulle ind i militæret, der har en tæt kontakt til kongehuset. Det er en flere hundrede år gammel tradition, så på den måde gør han det, der er forventet af ham som et medlem af den kongelige familie, siger han til Ekstra Bladet.

Lars Hovbakke Sørensen fortæller, at der formentlig har været en forventning om, at prins Felix skulle følge traditionen og gå ind i militæret.

- Det er nok ikke noget, han bare selv har fundet på, men måske passer det også fint med, hvad han selv vil. Det er jo svært at sige, hvad han selv ønsker inderst inde, siger han og fortæller, at kongehuset håber på, at han klarer det bedre end prins Nikolai, der tidligere er sprunget fra præcis samme uddannelse.

- Der er ingen tvivl om, at det vil se godt ud, hvis Felix gennemfører det i stedet for, nu når Nikolai nåede frem til, at det ikke var noget for ham. Ud fra kongehusets traditionelle tilknytning til forsvaret og deres image i den forbindelse er det en rigtig god ting, at Felix går ind i det.

Grevinde Alexandra flytter nu ind til indre København. Foto: Aleksander Klug Danske kongelige Køber lejlighed for kæmpe millionbeløb: Her skal hun bo

Det kan gøre det lettere for Felix, at han ved mere om, hvad der venter ham, end Nikolai gjorde, da han startede uddannelsen.

- Det er jo altid nemmere at være nummer to på den måde, at så har den ældre bror noget erfaring med, hvad der fungerer og ikke fungerer. Så han (Nikolai, red.) vil kunne fortælle noget videre til sin bror - og har formentlig allerede gjort det, siger Lars Hovbakke Sørensen.

I fars fodspor
Felix' far, prins Joachim, har for nylig gennemført en uddannelse på École Militarie i Paris, mens han inden da også havde en høj uddannelse i det danske forsvar.

Prins Felix' kommende uddannelse åbner for mulighed for, at han kan vælge at gå i fars fodspor.

- Den kan føre til mange ting. Det kan være, det er noget, han kommer til at videreudvikle, men det kan også være, han ikke kommer til at være så meget i militæret, siger Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter:

- Hans far har jo gjort tilknytningen til militæret til en vigtig del af sit arbejde, og man kunne forestille sig, at Felix muligvis vil gøre det samme. Det er svært at sige nu, men det er i hvert fald en mulighed.

I forbindelse med militæruddannelsen flytter prins Felix til Varde, men inden da skal han færdiggøre sin uddannelse på Gammel Hellerup Gymnasium, hvor han lige nu er i gang med at afslutte 3.g.