Den ene tjeneste er den anden værd. Den tanke får man let, når man kigger på kongehuset og dets rige venner.
Tidligere kunne Ekstra Bladet fortælle, at seks store fonde hver især har støttet med en million kroner til Margrethes taffelstole, efter kongehuset ansøgte dem om støtte til stoleprojektet.
Flere af personerne bag milliongaven, heriblandt LEGO-ejer Kjeld Kirk Kristiansen, Hempel-formand Richard Sand og næstformand i en Salling Fond Karin Salling, er de selvsamme, der også bliver inviteret til kongehusets jagter og fester og tildeles fine titler.
Ud over taffelstolene har kongehusets rige venner i erhvervseliten tidligere givet økonomisk støtte til prins Joachims nylige dokumentarserie, støtte for millioner af kroner til dronningens køkkenhave samt gratis flyrejser med privatfly til og fra eksotiske destinationer.
Minder om korruption
Ifølge Michael Bregnsbo, der er professor med speciale i kongehuset ved Syddansk Universitet, er gaveøkonomien en ældgammel tradition, som i dag minder om korruption.
- Var det en politiker, der fik disse gaver, ville jeg ikke tøve med at sige, at det er korruption, og så var der nok nogen, der forventede at få noget til gengæld, siger han.
Når Margrethe og co. går fri, skyldes det ifølge Michael Bregnsbo, at kongehuset ikke har nogen politisk magt, der kan købes.
Margrethe på tiggergang: Fik taffelstole for seks millioner
Kongehuset er heller ikke underlagt regler, der sætter grænser for, hvor mange eller hvor store gaver de må modtage.
Ligeledes er det også udelukkende op til kongehusets medlemmer, hvem de inviterer til deres fester, og det er blot dronningen, der bestemmer tildeler titler og ordener.
- Man kan sige, at gaveøkonomien ikke bør være der, men så længe der ikke er regler for det, kan der ikke være tale om misbrug, siger professoren.
Kan også miste hæder
Michael Bregnsbo vurderer, at kongehusets rige venner har en klar interesse i at hjælpe kongehuset.
- Man giver penge til kongehuset, fordi man også forventer positiv omtale i medierne som en slags reklame, der i sidste ende skal øge firmaets omsætning, siger han.
Ligeledes opfattes invitationer til royale fester og jagter og kongehusets titler som en blåstempling af ens person foretaget af landets fineste familie.
Efter royale fester: Fonds-boss betaler til dyre taffelstole
- Tilsvarende kan jeg komme på eksempler på det modsatte, eksempelvis Christian Kjær, der fik frataget sine titler, da det kom frem, at han ikke var helt fin i kanten, siger Michael Bregnsbo.
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med Kjeld Kirk Kristiansen, der er formand i Ole Kirk's Fond, Hempel-formand Richard Sand og Karin Salling, der er næstformand og bestyrelsesmedlem i Salling Fondene.