Kong Henrik er taget til sin hjemstavn i det sydfranske for at fejre sin 82-års fødselsdag, sin første fødselsdag som pensionist.
Han fejrer nemlig sig selv hjemme i Caix, så han skal høre rigtig godt efter, hvis han skal kunne høre de 27 salutter, som - trods Hans Kongelige Højheds fravær - bliver affyret til ære for ham senere i dag på Kronborg Slot. Men selvom kongen næppe kan høre fejringen af ham herhjemme, bliver det langtfra gratis.
Det koster nemlig 73.305 kr. at fyre den af for Hans Kongelige Højhed, skriver TV 2.
Der skal således 36 soldater fra kasernen i Oksbøl i Sydvestjylland til Helsingør i Nordsjælland, og med indkvartering, krudt og transport mv. beløber det sig altså til godt 73.305 kr, eller 2.715 kr. pr skud.
Helt i tråd med dagens fødselsdagsfejring - eller mangel på samme - proklamerede Kongehuset i går, at regentparrets guldbryllup næste år vil blive holdt uden offentligheden.
Kan give problemer for kongehuset
Selvom beløbet for dagens skud ikke er i nærheden af tidligere sager om tårnhøje apanager og andre lignende Kongehus-sager, så bliver danskerne sandsynligvis sure over det, vurderer historiker ved University College Sjælland Lars Hovbakke Sørensen.
- Det er klart, at når man ser på, hvordan danskerne har reageret på nogle af de sager, der har været fremme, så må man også forvente, at en del vil tage dette ilde op, siger han til TV 2.
Det er 'usædvanligt', at Kong Henrik ikke er i Danmark til sin fødselsdag, og Hovbakke Sørensen minder om, at det ikke kun er Henriks egen fødselsdag, men også hele Kongehuset som institution, man fejrer ved salutering.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.