Kronprinsen drønede over stormlukket storebæltsbro
- Nej!
Så tydeligt er svaret fra direktøren for Sund og Bælt, da Ekstra Bladet spørger, om broselskabet i weekenden gav kronprins Frederik og hans Krone 7-bil lov til at køre over Storebæltsbroen, da den var lukket på grund af stormen Egon.
- Jeg ved simpelthen ikke, hvem der gav lov til at kronebilen kørte ud på broen. Vi gjorde ikke, og jeg kan ikke forestille mig, at de to politikredse - Fyns Politi eller Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi - vi normalt samarbejder med, gjorde. Jeg kan slet ikke forestille mig, at politiet vil bryde den regel, siger Leo Larsen.
Kronvidne på broen: De tager pis på menig mand
Ifølge direktøren er det forbundet med høj risiko at bevæge sig ud på broen over Storebælt, når det blæser mere end 25 meter i sekundet. Det gjorde det i weekend fra lørdag klokken 14 til søndag 04, da Egon rasede og Storebæltsbroen derfor var lukket.
- Det er farligt at være ude på broen, når det blæser så kraftigt. Både for den, der kører derud, og også for redningsmandskabet, hvis der skulle ske noget derude. Derfor lukker vi broen. Og for at sige lige som politiet, så er broen lukket, når den er lukket, siger Leo Larsen, så det ikke kan misforstås, at det gælder alle.
Kronprinsens bil kørte over stormlukket bro to gange
Over for Ritzau bekræfter Sund og Bælt, at kronprinsens bil kørte over den lukkede bro hele to gange, da han skulle til og fra DRs 'Sport 2014'. Første gang klokken 15.15 lørdag eftermiddag og anden gang natten til søndag klokken lidt i tre.
Især i forbindelse med den anden tur over den lukkede bro tog kronprinsen, der blev eskorteret af en politibil og en bil fra PET, røven på Sund og Bælt.
- Der kom en anmodning fra kronebilen om, om man måtte køre over på den anden side af bommene, så man var 10-20 meter foran de andre bilister. Det giver vi lov til, fordi aftalen er, at de skal standse og vente, til broen igen er åben. Men de kører simpelthen over broen, fortæller Leo Larsen til Fyens.dk.
Overfor Ekstra Bladet gentager Leo Larsen, at det ikke er for sjov, at man lukker Storebæltsbroen.
Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi ser åbenbart heller ikke helt let på forseelsen. De oplyser ifølge Ritzau til BT, at de vil rette henvendelse til hoffet, efter at Sund og Bælt har bekræftet, at Krone 7 passerede broen to gange, mens den var lukket for al trafik.
Kronprinsen kan dog ikke straffes ifølge straffeloven, hvorfor han ikke behøver frygte at modtage en bøde eller en indkaldelse til en retssal.