Margrethe og Henrik udsender idyllisk glansbillede

Der er skruet godt og grundigt op for følelserne med både børn og hunde på nyt billede af regentparret

Det er ikke meget regentparret er blevet set sammen denne sommer. Her er de dog fanget i Tivoli. Foto: Jakob Jørgensen
Det er ikke meget regentparret er blevet set sammen denne sommer. Her er de dog fanget i Tivoli. Foto: Jakob Jørgensen

ALT ånder fred og idyl bag slottets tykke mure efter sommerens drama mellem dronning Margrethe og en sygdomsplaget prins Henrik.

Det er i hvert fald det signal, som kongehuset ønsker at sende med det glansbillede-lignende billede, som de søndag eftermiddag lagde ud på deres profil på Instagram.

Her ses regentparret siddende tæt sammen på en bænk foran Fredensborg Slot omgivet af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn.

For lige at toppe det hele, så har på Margrethe, Henrik og de fire royale rollinger fået stukket en hundehvalp i armene. Der er ikke et øje tørt!

For kort tid siden fik prins Henriks hund, Tillia, otte hvalpe, og det er de små gravhunde, der er med på det sjældne familiefoto.

Det er kun fjerde gang i år, at dronning Margrethe og prins Henrik optræder på et friskt billede sammen på kongehusets Instagram-profil. Og at det sker netop nu, er ikke tilfældigt, mener kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.

- De ønsker at signalere, at alt er godt internt i familien. Og det er da et godt signal at sende netop nu, siger Hovbakke med henvisningen til sommerens ballade om, hvem der var narren i den kongelige familie.

- Skal man tro på billedet?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Men tidspunktet er godt til at sende signalet, siger kongehuseksperten.

- Så de får 12 i timing?

- Ja, det kan man måske godt sige. Det er i hvert fald ikke så tit, at vi ser sådan en billede af dem sammen, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Senest regentparret optrådte på sammen billede på kongehusets Instagram-profil var i forbindelse med deres guldbryllup i juni. 5. juni var der også et fællesfoto af Margrethe og Henrik, da deres guldbryllupsgave til hinanden blev afsløret. I januar blev de fanget på samme billede i forbindelse med det islandske statsbesøg.

Prins Henriks helbred

12. juli 2017: Hoffet bekræfter overfor Her & Nu, at der 'for nylig er ansat sundhedsfagligt personale' til at hjælpe prins Henrik.  Ifølge kommunikationschef Lene Balleby på grund af prinsens alder og ikke af en 'medicinsk årsag'.

13. juli 2017: Prins Henrik bliver indlagt på Aarhus Universitetshospital. Dagen efter overføres hans til Skejby Sygehus. Fire dage senere afslører kongehuset, at Henrik har gennemgået en operation og fået en ballonudvidelse.

14. august 2017: Hoffet meddeler, at Henrik dagen før blev indlagt på Rigshospitalet på grund af smerter i højre ben som følge af operationen.

22. august 2017: Prins Henrik bliver udskrevet fra Riget og tager ifølge kongehuset ophold på Fredensborg Slot, hvor han 'i den kommende tid har brug for ro og hvile'.

6. september 2017: Kongehuset meddeler i en pressemeddelelse, at 'Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens'. Samtidig oplyses det, at prinsen fremover yderligere vil neddrosle sine aktiviteter.

28. januar 2018: Kongehuset oplyser, at prins Henrik er blevet indlagt på Rigshospitalet, hvor han skal 'gennemgå yderligere undersøgelser'.

2. februar 2018: Kongehuset meddeler, at prins Henrik har været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge, der heldigvis vist sig at være godartet. Prinsen bliver samme dag overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion.