Tirsdag kom det frem, at prins Nikolai i sin tid på Herlufsholm fik en advarsel og blev bortvist i en kort periode, fordi han ikke overholdt skolens alkoholpolitik.
Det skete, efter den tidligere rektor Klaus Eusebius i et interview med TV 2 Øst fortalte, at han i sin tid havde givet prinsen en advarsel.
Prins Nikolai kunne ikke overholde alkoholreglerne, da han var elev på Herlufsholm i Næstved. Det står klart, efter den tidligere rektor på skolen Klaus Eusebius i et interview med TV 2 Øst afslørede, at han i sin tid som rektor på Herlufsholm gav prins Nikolai en advarsel for brud på alkoholpolitikken. Med udtalelsen kan Klaus Eusebius have overtrådt straffeloven, vurderer professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Hanne Marie Motzfeldt, da det kan 'betragtes som en oplysning, der kan forlanges unddraget offentligheden'
Over for Ekstra Bladet bekræftede grevinde Alexandra i den forbindelse, at den 22-årige prins fik en advarsel og blev bortvist, og at hun og prins Joachim havde en snak med ham i den forbindelse.
Derudover ønskede hun ikke at kommentere sagen yderligere.
Men nu tager grevinde Alexandra og prins Joachim bladet fra munden for alvor.
Det sker i en fælles udtalelse, som Ekstra Bladet har fået tilsendt. Her lægger de ikke skjul på, at de er rasende over, at den tidligere rektor har delt historien om deres søn.
'Som forældre til en tidligere elev på Herlufsholm er vi - for at sige det på godt dansk - rasende over at se vores søn blive udleveret offentligt af hans tidligere rektor, Klaus Eusebius Jakobsen. Han har svigtet sin elevs tillid og fortrolighed, og Prins Nikolais straf for i sin tid at overtræde skolens alkoholregler skal ikke bruges til at flytte fokus fra de alvorlige hændelser, som for nylig er kommet for dagen', lyder det i udtalelsen med henvisning til de alvorlige sager om krænkelser og overgreb, der er kommet frem i kølvandet på TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder'.
Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra kongehuset til udtalelsen, men det har i skrivende stund ikke været muligt.
Kan være strafbart
Tirsdag talte Ekstra Bladet med en række eksperter, der forklarede, at det kan være strafbart som tidligere rektor at dele oplysninger om elever, og at den royale familie kan have en sag, hvis de vælger at gå videre med det.
- Hvis vi forudsætter, at der er tale om et barn, der bliver bortvist fra en skole, vil jeg mene, at det burde betragtes som en oplysning, der kan forlanges unddraget offentligheden, sagde Hanne Marie Motzfeldt til Ekstra Bladet.
Helt præcis hvilken paragraf, der kan være overtrådt, afhænger af den private skoles aftale med det offentlige.
- Det kommer lidt an på, hvad det er for nogle konstruktioner, der er på Herlufsholm. Dem, der har aftaler med det offentlige og udfører opgaver for det offentlige, er omfattet af straffelovens paragraf 152 a i stedet for 152.
Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få en kommentar fra Klaus Eusebius, men han er ikke vendt tilbage eller har besvaret vores henvendelser.
'Personlig sag'
Også kongehuset har været på banen og kommenteret sagen, som de dog ikke ønsker at gå meget ind i med henvisning til, at der er tale om personlig sag.
- Det ønsker jeg ikke at svare på, da vi betragter det som en personlig sag, som dengang blev håndteret det helt rigtige sted - nemlig mellem skole, elev og forældre, lød det således fra Lene Balleby, der er kommunikationschef i kongehusets Kommunikationsafdeling, i en udtalelse til Ekstra Bladet.
Prins Nikolai startede i tiende klasse på Herlufsholm tilbage i 2014 og blev student fra skolen i 2018. Herlufsholm har de seneste dage i den grad været i vælten, efter der i TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' blev afsløret en lang række sager om mobning, krænkelser og overgreb.
Det har ført til flere store ændringer på skolen - blandt andet fyringen af rektor Mikkel Kjellberg og en ny handlingsplan for skolen, som du kan læse mere om herunder:
Se her, hvilke kendte der har gået på Herlufsholm, og hvor meget det koster.
--------- SPLIT ELEMENT ---------