Over 27.000 følger Daisy: Hun følger ingen

Tusindvis af danskere har været inde at følge kongehusets nye Instagram-profil. Dronningen og resten af kongefamilien følger dog ingen igen

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer

Interessen for de kongeliges profiler på de sociale medier har været massiv, siden de tirsdag ved middagstid blev offentliggjort.

I løbet af det første døgn, profilerne har eksisteret, har mere end 56.000 personer været inde at 'like' Facebook-profilen, mens over 27.500 i skrivende stund følger kongefamiliens Instagram-profil.

Men hvor det på Instagram normalt er kutyme at følge folk tilbage, følger dronning Margrethe ikke en eneste.

Nu kan du 'like' Margrethe: Kongehuset er på Facebook

Det svenske kongehus har længe haft en profil på Instagram, men gør sig heller ikke i at følge andre.

Ni profiler følger de svenske kongelige - for det meste organisationer som eksempelvis World Childhood Foundation, der er dronning Silvias velgørenhedsorganisation.

Tættere på kongefamilien
Indtil videre har det danske kongehus lagt to billeder ud på Instagram.

Det nyeste viser kongeskibet Dannebrog på vej mod Nakskov, som Daisy skal besøge som et led i sit sommertogt.

De får ingen apanage: Her er de royale børns jobmuligheder

På kongehusets profiler kan danskerne ifølge en pressemeddelelse fra kongehuset 'fremover følge den kongelige families aktiviteter, komme tættere på forberedelserne til de store begivenheder i Kongehuset og få et særligt indblik i Kongehusets historie og samlinger. Siderne vil løbende blive opdateret med tekst, billeder og videoer'.

Ifølge hofmarskal Michael Ehrenreich vil kongehuset gerne være der, hvor danskerne er.

Så mange penge får kongefamilien

- Med de nye platforme har vi som supplement til den øvrige medieomtale mulighed for i højere grad direkte at fortælle danskerne om Kongehuset, den kongelige families virke og Kongehusets rolle i samfundet. Her mener vi, at Facebook og Instagram er gode platforme, siger han ifølge pressemeddelelsen.