Den franske præsident Emmanuel Macron og hans hustru Brigitte Macron er netop nu på statsbesøg i Danmark, hvor de tirsdag formiddag blev modtaget af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Efter et kort besøg på Kastellet drog de videre til Amalienborg Slot, hvor de blev modtaget af dronning Margrethe og naturligvis stillede op til det obligatoriske fællesfoto.
Her til aften er der så gallataffel på Christiansborg Slot, hvor dronning Margrethe holdt tale til den franske præsident.
- Vi er tæt forbundne i det europæiske samarbejde, og vi er afhængige af hinanden for at nå de mål, vi sætter os, siger hun.
- Jeg håber, at dette besøg vil være anledning til yderligere at stadfæste forholdet mellem Danmark og Frankrig.
I sin tale sender den danske regent en kærlig tanke til prins Henrik, der døde 13. februar.
- Det ville have været med glæde og stolthed, han kunne have modtaget det franske præsidentpar sammen med mig, siger hun.
Macron ærer terrorofre - besøger Krudttønden
180 gæster
Cirka 180 gæster er indbudt til gallataffel på Christiansborg Slot, hvor dronningen er vært.
Gæsterne tæller blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den øvrige regering, Folketingets Præsidium, den franske delegation og repræsentanter fra udvalgte virksomheder.
Et gallataffel er en fast del af et statsbesøg, og det holdes enten på Christiansborg Slot eller på Fredensborg Slot.
Taflet afslutter førstedagen af besøget, hvor Emmanuel og Brigitte Macron tirsdag formiddag blev modtaget af kronprinsparret på Kastellet, hvorefter de fortsatte til Amalienborg for at hilse på dronningen og den øvrige kongelige familie.
Senere havde præsidenten møder med Lars Løkke Rasmussen (V) og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), mens Brigitte Macron havde sit eget program med kronprinsesse Mary.
Masser af politi i København: Derfor er helikopter og fly i luften
Besøget er af usædvanlig kort varighed. Mere præcist opholder Emmanuel og Brigitte Macron sig 27 timer i landet. Onsdag først på eftermiddagen tager præsidentparret således afsked med den kongelige familie.
Det er anden gang, at dronningen er vært ved et statsbesøg fra Frankrig, siden hun blev regent i 1972.
Det første var i 1982, hvor daværende præsident François Mitterrand besøgte Danmark.
Herunder kan du se billederne af gæsterne og den royale familie, da de ankom til Christiansborg Slot tidligere på aftenen, hvor der var godt knald på kjolerne hos kvinderne.