Normalt banker kronprins Frederiks hjerte for sport, men da han natten til lørdag dansk tid var til åbningsceremonien ved OL i Rio de Janeiro, lignede han mere en, der ville ønske, han lå i sin seng.
Det fremgår af billeder fra begivenheden.
Sammen med kronprinsesse Mary var kronprinsen på lægterne for at vise opbakning til det danske OL-hold, som blev ført an af fanebærer Caroline Wozniacki.
Mens du sov: OL blev åbnet med brag
På billederne fra åbningsceremonien ser man blandt andet kronprinsen gabe og gnide sig i øjnene, mens han på et andet billede kigger på sit armbåndsur for at se, hvad klokken er.
Kronprinsparret er sammen med prins Joachim, prinsesse Marie og deres i alt fire børn i den brasilianske kystby for at støtte de danske atleter ved de 31. olympiske lege.
Far-Wozniacki: Forkert at Caroline løb maraton
Gallamiddage
I dagene op til OL-start har den royale familie blandt andet været på cykeltur og besøgt den berømte Ipanema-strand, hvor kronprins Frederik ifølge Billed-Bladet skulle åbne Den Danske Pavillon - et fremstød for dansk erhverv, kultur, sport og turisme.
Derudover var de kongelige onsdag til gallamiddag på Skoleskibet Danmark i Rio.
Caroline om zika: Jeg skal ikke være gravid lige nu
Torsdagen bød for kronprinsparret på IOC's, Den Internationale Olympiske Komités, 'President's dinner'.
Kronprins Frederik trådte i 2009 efter stor debat ind i Den Internationale Olympiske Komité.
I sidste måned fortalte kronprinsen, at han var åben for endnu en otteårig periode i komiteen, når hans periode udløber i 2017.
- Jeg er bestemt åben for at fortsætte. IOC har ændret sig meget til det bedre gennem de syv år, jeg har været med. Det er blevet mere gennemsigtigt og mere åbent, fortalte kronprins Frederik til DR.