- Det er meget uheldigt.
Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til historien om, at prins Nikolai i sin tid på Herlufsholm brød alkoholpolitikken, fik en advarsel og blev bortvist i en periode.
Afsløringen kommer nemlig i en tid, hvor Herlufsholm er ramt af skandale efter skandale i kølvandet på TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder'.
Derfor kan sagen om prins Nikolai i sidste ende skade den royale families omdømme, lyder vurderingen fra Lars Hovbakke Sørensen.
- Jeg tænker, at det er endnu en uheldig historie. Der er så meget fokus på Herlufsholm, og hvad der foregår der i øjeblikket, og at de kongelige går der og har været der. Så det her er en meget uheldig historie for kongehuset, som kan skade deres image, lyder det fra kongehuseksperten.
- I forvejen er der en debat kørende og mange mennesker i befolkningen, der ikke synes, de kongelige burde gå på Herlufsholm, og det her gavner dem ikke - tværtimod.
Det var i et interview med TV 2 Øst., at den tidligere rektor på skolen, Klaus Eusebius, afslørede, at han i sin tid som rektor havde givet prins Nikolai en advarsel for brud på alkoholpolitikken.
Andre moralske standarder
- Men der er jo stor forskel på denne her sag og så de sager, der er kommet frem om mobning og krænkelser på Herlufsholm. Kan man ikke sige, at det her i relation til det er en meget mindre sag?
- Jo, men der er bare lige det, at når man er en del af kongefamilien, så skal man leve op til nogle moralske standarder, som ligger i top, og så har man en forpligtelse til at opføre sig ordentligt og holde sig til reglerne, og derfor er det meget uheldigt med sådan nogle historier, siger Lars Hovbakke Sørensen.
- Der sidder mange danskere derude, der aldrig er blevet smidt ud af deres skoler for at bryde alkoholpolitikken, selvom de ikke er kongelige, så det er et meget uheldigt signal at sende, når man er royal.
Lars Hovbakke Sørensen tror da heller ikke, at det har vakt begejstring i kongehuset, at historien om prins Nikolai nu har set dagens lys.
- De er nok ikke begejstrede, for de ved også godt, at det her er et uheldigt signal at sende. Ud fra al erfaring, og hvad man har set fra andre monarker, så er det sådan nogle ting, der kan skade kongehuset og opbakningen til kongehuset generelt.
- Tror du, at det her vil få konsekvenser, og at alle skandalerne omkring Herlufsholm vil få kronprinsparret til at overveje at tage deres børn (prins Christian og prinsesse Isabella, red.) ud af skolen?
- Jeg vil tro, de ser tiden an i øjeblikket. Der er delte meninger om det i befolkningen, og det vil afhænge af, hvordan det udvikler sig. Men det er klart, at hver gang, der kommer nyt frem, er det noget, der gør, at de må overveje, om de skal have kontakt med Herlufsholm.
Mens prins Nikolai blev student fra Herlufsholm i 2018, bliver kronprins Frederik og kronprinsesse Marys ældste søn, prins Christian, det efter planen i 2024.
Deres ældste datter, prinsesse Isabella, skal efter planen starte i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien.
Her kan du læse kongehusets kommentar til sagen.
Ekstra Bladet arbejder desuden på at få en kommentar fra den tidligere Herlufsholm-rektor Klaus Eusebius, men det har ikke været muligt.
Se her, hvilke kendte der har gået på Herlufsholm, og hvor meget det koster