Ekspert om privat guldbryllup: - Usædvanligt

Store begivenheder i kongefamilien plejer at blive fejret med offentligheden, siger kongehusekspert

Regentparret vil fejre guldbryllup til næste år under private former. Foto: Jan Unger
Regentparret vil fejre guldbryllup til næste år under private former. Foto: Jan Unger

Regentparrets beslutning om at holde guldbrylluppet til næste år privat og ikke offentligt bryder med traditionerne i den kongelige familie.

Det fortæller kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen til Ekstra Bladet.

- Det er noget, som er usædvanligt i forhold til, at man plejer at fejre store kongelige familiebegivenheder sammen med offentligheden i et eller andet omfang, siger historikeren.

Dronningen og Henrik dropper stor guldbryllupsfest

Ifølge ham er der historisk set ikke mange guldbryllupper i kongefamilien.

- Men der er tradition for at holde sølvbryllup og runde fødselsdage sammen med befolkningen, og det er så det, man afviger fra nu. Så der er en anledning til at holde en stor fest sammen med befolkningen og markere kongehuset som et nationalt samlingspunkt, der går tabt, siger han.

Privat fejring
Beslutningen om at droppe en stor, officiel fejring af guldbrylluppet 10. juni næste år kommer på dagen for regentparrets 49-års bryllupsdag.

- H. M. Dronningen og H.K.H. Prinsen kan den 10. juni 2017 fejre guldbryllup. På baggrund af en række henvendelser om, hvorledes guldbrylluppet vil blive markeret, kan det oplyses, at Regentparret ønsker at afholde guldbryllup under private former, skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Kongehuskritiker: - Falliterklæring at droppe guldbryllup

Ekstra Bladet har siden januar forsøgt at få kongehusets bemærkninger til guldbrylluppet.

Herfra er der dog kun kommet henholdende svar om, at man ikke ville udtale sig om fejring af officielle mærkedage i 2017.

Poul Madsen: Derfor kalder Ekstra Bladet Henrik for 'konge'

Officielt har Henrik titel af prins.

Men på Ekstra Bladet mener vi, at det er synd og skam, at manden ikke får den anerkendelse, som han fortjener.

Derfor har vi siden 8. marts 2015 kaldt ham for kong Henrik.

Herunder kan du læse lederen fra netop den dag - hvor det også var kvindernes internationale kampdag - hvor Poul Madsen forklarer, hvorfor Ekstra Bladet kæmper for at Henrik får titel af konge.

"I DAG ER DET Kvindernes Internationale Kampdag. Der er stadig meget at slås for, men heldigvis har vi tradition for at tale om de problemer, der er – med en undtagelse.

DET ER STADIG forbundet med latterliggørelse og spot, når dronningens mand, prins Henrik, kræver ligestilling og gerne vil kaldes konge. Bevares, han skal naturligvis ikke tage sagen i egen hånd, sådan som han har gjort et par gange under udlandsbesøg og selv opjusteret sin titel til konge. Men faktum er, at vi har en dronning, og hendes livsledsager er andenrangs.

NÅR JEG BRINGER sagen frem, er det ikke, fordi vi her på Ekstra Bladet pludselig er blevet royale. Vi synes stadig, at det er en skamplet på et moderne demokrati, at man accepterer en institution, der er baseret på privilegier og et regelsæt, der stammer helt tilbage fra enevældens tid.

MEN BLANDT fortidslevnene kunne man da i det mindste adoptere nutidens normer om ligestilling mellem kønnene. Hvorfor ikke gøre Henrik til konge? Mary bliver jo dronning. Er det kun kvinderne, der skal have ligestilling i den royale rangorden?

VI ER DEN LILLE mands avis, og i kongehuset er det Henrik, der er den lille – ikke sådan af statur, for der er unægtelig blevet tilføjet en hel del sul på den slanke, elegante franske diplomat, siden han blev gift med Margrethe i 1967 og blev prins af Danmark.

MEN ALLE VED, at titler betyder noget. Vi har derfor besluttet os for at bruge Kvindernes Internationale Kampdag til at kræve ligestilling for Henrik. Vi har taget spørgsmålet helt alvorligt, og derfor kan du i dagens EKSTRA læse, hvad eksperter, politikere og kendte danskere mener om den manglende ligestilling.

OG DET ER ikke kun af formelle grunde, vi synes, at Henrik har fortjent at kunne kalde sig konge. Han er ubetinget den mest folkelige og elskelige i det royale cirkus.

HVEM HUSKER IKKE, da han pludselig dukkede op på Christiania og drak en bajer med beboerne. Prins Henrik er gået fra et være en klovn til at blive en darling. Populær og folkelig.

NU ER HAN en gammel mand, og hvad går der af os ved at give ham en titel, han tilsyneladende ikke kan leve uden?

HAN HAR STÅET ved Margrethes side i næsten 48 år, smilende og smågryntende, uden den ligestilling, som vi kræver i alle andre sammenhænge.

VI HAR DERFOR besluttet her på Ekstra Bladet igen at gå forrest. Så fremover kalder vi Henrik: kong Henrik."