Frede og Mary på forsiden af kendt modemagasin

Kronprinsparret pryder snart forsiden af australsk Vogue

Det stilfulde par ankommer her til dronningens bal i marts

Når august-udgaven af australsk Vogue udkommer den 11. juli, bliver det med et dansk præg: Kronprinsparret er nemlig på forsiden af det anerkendte modemagasin.

Det afslører australsk Vogue på sin hjemmeside.

Her løfter magasinet samtidig sløret for nogle af de billeder, som den berømte fotograf Mario Testino har taget af parret i København.

I interviewet med Vogue fortæller kronprinsesse Mary blandt andet om det at være en rollemodel, sin passion for bæredygtig mode og Mary Fonden.

- Jeg har altid svært ved at tale om mig selv som rollemodel, for jeg mener, det er andre mennesker og deres opfattelse af dig, der gør dig til en rollemodel, siger Mary til modemagasinet og fortsætter:

- Det er ikke noget, som jeg normalt tænker over, men samtidig er jeg bevidst om min rolle og mit ansvar.

Millionerne ruller ind: Så meget får de kongelige i apanage

Kongehuset har på sin nye Facebook-profil også skrevet om augustnummeret af Vogue, som ifølge kongehuset vil sætte fokus på Danmark som foregangsland inden for bæredygtig mode og ligestiling.

Her har den royale familie samtidig delt et billede af kronprinsparret og deres fire børn, som Mario Testino har taget.

Kronprinsessen har tidligere været model for både australsk og tysk Vogue.