Her er hendes nye kæreste

Grevinde Alexandra har fundet kærligheden på ny

Grevinden er i dag 56 år og har netop fået ny kæreste. Foto: Anthon Unger
Grevinden er i dag 56 år og har netop fået ny kæreste. Foto: Anthon Unger

Det varme vejr har for alvor tændt op for sommerflirterne. Denne gang er det blevet grevinde Alexandras tur - hun danner nu par med den 51-årige iværksætter Nicolai Peitersen.

Det skriver B.T.

Over for Ekstra Bladet bekræfter grevindens presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, at hun har fået en kæreste.

Allerede tidligere på året begyndte de to turtelduer at blive en del af hinandens liv. I februar kunne Se og Hør nemlig afsløre, at grevinden havde investeret i Peitersens firma, der hedder Wikifactory.

- Alexandra kan godt lide firmaets meget sociale profil. Og så kan hun trække på sin erfaring fra Hongkong, lød det dengang fra Helle von Wildenrath Løvgreen.

Nicolai Peitersen er en af stifterne bag Wikifactory og har været med til at tage beslutningen om at flytte virksomheden fra Hongkong til København. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Nicolai Peitersen er en af stifterne bag Wikifactory og har været med til at tage beslutningen om at flytte virksomheden fra Hongkong til København. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
 

Det er dog uvist om det er gennem investeringen, at grevinden er kommet tættere på iværksætteren.

Det er første gang siden 2019, at grevinden står frem med en ny kæreste. Dengang så hun tidligere PET-agent Tony Lindkold. Men det forhold sluttede, da det kom frem, at Tony Lindkold havde en kriminel fortid.

Prins Joachim og Martin Jørgensen
Første gang, grevinde Alexandra blev præsenteret for danskerne, var i 1995 som prins Joachims forlovede. De blev gift i november samme år og fik to børn sammen - prins Nikolai og prins Felix.

De blev skilt i 2005 på god fod og med, hvad Alexandra selv kalder,  et 'godt værdifællesskab'.

Prins Joachim og Alexandra til et pressemøde dagen efter deres forlovelse i 1995. Foto: Lars Hansen / Ritzau Scanpix
Prins Joachim og Alexandra til et pressemøde dagen efter deres forlovelse i 1995. Foto: Lars Hansen / Ritzau Scanpix

Grevinden fandt senere sammen med fotografen Martin Jørgensen i 2007. De blev skilt i 2015, hvilket var svært at komme over. Til Berlingske fortæller hun, at det tog hende to år at komme over skilsmissen.

Sidste sommer frasagde grevinde Alexandra sig sin apanage på 2,6 millioner kroner i forbindelse med, at prins Felix fyldte 18 år.

Kort inden havde hun dog sikret sig et topjob som Director of Client Programmes hos Bang & Olufsen, mens hun siden også har scoret en bestyrelsespost i medicinalvirksomheden Unumed.

For nyligt sagde hun endegyldig farvel til forstadslivet i Charlottenlund, da hun for 12 millioner kroner købte en eksklusiv lejlighed på Klerkegade i indre København.