Kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, er blevet testet positiv for coronavirus.
Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.
Prins Christian er blevet smittet med virussen efter et lokalt udbrud på hans skole.
'Kronprinsparret blev i går, søndag den 6. december 2020, orienteret om et lokalt smitteudbrud af COVID-19 på Tranegårdskolen i Hellerup', lyder det i pressemeddelelsen.
'Prins Christian er efterfølgende testet positiv for covid-19. Hans Kongelige Højhed opholder sig i isolation i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg. Ud over Kronprinsfamilien har Prins Christian ikke været i kontakt med øvrige medlemmer af den kongelige familie i den seneste tid', lyder det videre.
Dermed er dronning Margrethe eller andre fra den royale familie ikke umiddelbart i fare for at være blevet smittet af den 15-årige prins.
Det fremgår ikke, om prins Christian har nogen symptomer.
Har modtaget rådgivning
Kronprinsfamilien, der udover kronprins Frederik og kronprinsesse Mary består af deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, har ifølge kongehusets kommunikationafdeling siden smitten modtaget rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende smitteopsporing og test.
Kronprinsfamilien vil i de kommende dage opholde sig i isolation i Frederik VIII’s Palæ, indtil det efter de gældende retningslinjer igen er sikkert at afbryde isolationen, lyder det videre fra kongehuset.
Ekstra Bladet har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, der oplyser, at de i skrivende stund ikke har yderligere kommentarer.
De ønsker derfor heller ikke at uddybe, hvordan prins Christian har det, og hvor hårdt han er ramt af coronavirus.