Det blev en voldsom afslutning på Hubertusjagten i Dyrehaven lørdag eftermiddag, hvor kronprinsesse Mary og børnene var til stede. En mand blev ramt af den vindende hest, og det resulterede i en tur på hospitalet.
Voldsom video: Mand torpederet af hest for øjnene af Mary og børnene
Mest voldsomme Hubertus-ulykke i 50 år
Da selve jagten var afsluttet, red rytterne ind på pladsen foran Eremitageslottet, men her gik det helt galt, da en official blev ramt frontalt af en hest og rytter i høj fart.
Jan Bang, der er 77 år gammel, er nu kommet hjem til sin datter, hvor han prøver at komme sig oven på den voldsomme oplevelse.
Ekstra Bladet har talt med hans datter, Susanne Bang Johansen, der passer sin far.
Muskler og sener revet over
- Hun kommer med fuld fart mod ham, og når ikke at dreje til højre, som min far ellers signalerer til hende. Heldigvis er intet brækket, men han har fået revet sener og muskler over i armen samt en hjernerystelse, fortæller hun til Ekstra Bladet.
Susanne forklarer, at hendes far ellers er en garvet mand i faget.
- Han har stået der i tyve år og ledt rytterne ind efter løbet. I dag står han også med varmen ude, for at vise, at hun skal huske at dreje, det husker rytteren så først i sidste øjeblik og kan ikke nå at rette op, siger hun.
Hendes far er tydeligt berørt af hændelsen og kan ikke forstå, hvordan det kunne ende så galt.
- Han har sagt: 'hvordan kan det ske', han forstår simpelthen ikke, at hun ikke når at se ham, siger Susanne Bang Johansen.
- Det er første gang at rytteren er med og måske glemmer hun simpelthen i sin sejrsrus at dreje, og så er det for sent, forklarer hun.

Faren overnatter i aften hos Susanne, da han både har problemer med opkastning og balancen efter at være blevet ramt af hesten.
- Så må vi se, hvordan han har det i morgen, siger hun.