Den spanske kong Juan Carlos' svigersøn er torsdag tiltalt for korruption og underslæb, og han skal i retten den 6. februar.
Sagen har alvorligt belastet den spanske kongefamilie.
- Vi har den største tillid dommernes arbejde. Vi håber, at sagen vil blive belyst, lyder den første reaktion fra det spanske hof ifølge nyhedsbureauet AFP.
Domstolen i Palma de Mallorca gør ikke rede for detaljerne i anklagen mod Inaki Urdangarin, der er hertug af Palma.
Undangarin er tidligere håndboldstjerne og gift med kong Juan Carlos' yngste datter, prinsesse Cristina.
Han skal møde i retten i februar for at forklare, hvordan millioner af euro i offentlige midler forsvandt i hans organisation Instituto Noos, som han ledede fra 2004 til 2006.
Det er i den periode, som myndighederne mener, at der forsvandt mange penge.
Undangarin nægter, at han skulle have gjort noget forkert, men han undskyldte tidligere i december offentligt, at sagen har skadet den kongelige familie.
Det vedrører også et stort sportsarrangement i Valencia, hvor Undangarins egne selskaber ikke kan gøre rede for de betalinger, som de har modtaget.
Det spanske kongehus har følt sig nødsaget til at fjerne Undangarin fra den officielle gæsteliste ved en række arrangementer.
Delvis af bekymring for den offentlige reaktion. Anklager om svindel for millioner kan belaste kongehuset, mens arbejdsløsheden i landet eksploderer.
Fem millioner spaniere er uden arbejde.