Kendt sangerinde udpeget som kongens elskerinde

'Army of Lovers'-sangerinden Camilla Henemark nægter dog at udtale sig om sin påståede affære med den svenske konge

Den svenske konge Carl Gustav har ifølge den nye svenske kongebog 'Carl XVI Gustaf - Den Motvillige Monarken' haft en affære med den svenske sangerinde Camilla Henemark, som fik sit gennembrud i 90'erne som kunstner i musikgruppen 'Army of Lovers'.

Forholdet til den 46-årige sangerinde stod på i slut 90'erne og varede omkring et år.

LÆS OGSÅ: Svensk konge i sexskandale

Expressen har gentagende gange været i kontakt med Camilla Henemark om beskyldningerne i den nye bog. Men først i forgårs valgte hun at kommentere på beskyldningerne.

- Jeg er ikke kilden! Jeg understreger igen: Jeg er ikke kilden til disse oplysninger, siger hun til Expressen.

Nægter at udtale sig
- Jeg har talt med min advokat, og han siger, at jeg ikke bør sige noget, og derfor gør jeg ikke det, understreger Camilla Henemark overfor Expressen.

Da Expressen spørger, om hun har været i kontakt med en bogens forfattere, lyder svaret:

- Ja, det har jeg. Han opsøgte mig for to år siden. Jeg kender ham fra tidligere. Hvad han skriver i bogen, ved jeg ikke. Så nære venner er vi ikke, siger hun og understreger, at hun ikke har givet interview til bogen.

- Han har forsøgt at få bekræftet tingene i bogen, men jeg har ikke ønsket at bekræfte noget, fortsætter hun.

- Jeg er begyndt et nyt liv. Hvor alle de detaljer kommer fra, ved jeg ikke. Jeg håber at møde ham (forfatteren), når jeg har fået læst bogen, og så vil jeg høre, hvad han har lovet af kildebeskyttelse, for ellers bliver jeg nødt til at gå videre med det, advarer hun.

Elskerinden på understøttelse
Efter sit store gennembrud i 80'erne og 90-erne gik det gevaldigt tilbage for den dengang så populære sangdiva.

Og i årene 2002 og 2008 forsvandt hun længere og længere ind i en depression og et tiltagende stofmisbrug.

- Jeg sov i trappeopgange og på herberger, siger hun ifølge Expressen til den svenske morgenavis Dagens Nyheter.

I oktober 2009 blev hun frivilligt indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun blev behandlet ved hjælp af adfærdsterapi og gennemgik en undersøgelse, som afslørede, at hun lider af ADHD.
Indtil september i år levede hun på et bosted og var på understøttelse.

For nyligt genfandt Camilla Henemark fortidens berømmelse med sin deltagelse i 'Celebrity Rehab'-programmet på svenske Kanal 5 om stofmisbrugende kendisser.