Bryllupsgæster er en broget flok

Catherines lokale postbud skal mænge sig med de royale og kendte. Syriens ambassadør er dog ikke velkommen.

Rowan Atkinson er formentlig et af de mere kulørte indslag ved dagens bryllup. (Foto: AP)
Rowan Atkinson er formentlig et af de mere kulørte indslag ved dagens bryllup. (Foto: AP)

KÆMPE GALLERI: Alle de fantastiske billeder fra det engelske bryllup

Høj som lav er inviteret, når prins William gifter sig med Catherine Middleton.

Blandt de mere kulørte navne er skuespilleren Rowan Atkinson, bedre kendt som den gakkede Mr. Bean, den tidligere Posh Spice, Victoria, og ægtemand og fodboldspiller David Beckham.

Men også folk som postbuddet og købmanden fra Catherines hjemby er inviteret til brylluppet.

Beslutningen om at invitere den syriske ambassadør Dr. Sami Khiyami er dog blevet kritiseret så meget, at det britiske kongehus nu har trukket invitationen tilbage.

Kritikken går på de voldelige overgreb på prodemokratiske demonstranter i Syrien.

Udenrigsministeriet mener, at den syriske ambassadørs tilstedeværelse ville være 'uacceptabel' og oplyser, at det britiske kongehus 'deler denne opfattelse', skriver BBC.

Dr. Sami Khiyami beskriver selv hele affæren som 'en smule pinlig'.

Mr. Bean og the Beckhams har dog mulighed for at smånakke med andre store navne.

Sanger og sangskriver Elton John, der optrådte ved Williams afdøde mor prinsesse Dianas begravelse, deltager sammen med partneren David Furnish også i dagens begivenheder.

Sang for Diana
Det samme gør sangfuglen Joss Stone, som sang ved koncerten for Diana på Wembley Stadion i 2007 og til City Salute i 2008.

Joss Stones invitation fik tidligere på ugen kollegaen Lily Allen til at spøge med, at hun var "dybt fornærmet" over ikke at være inviteret til brylluppet.

- Hvorfor får skide Josh Stone en invitation, når jeg ikke gør? Jeg sang også til Dianakoncerten, skrev Lily Allen på sin Twitterprofil.

En anden sangerinde, Madonna, er heller ikke inviteret til brylluppet. Det er i stedet hendes tidligere ægtefælle Guy Ritchie. Filmmageren, der langt ude er i familie med Catherine Middleton, har blandt andet instrueret filmen "Snatch".

Af danske kendisser deltager kun dronning Margrethe som Danmarks monark.

Hun får dog selskab af sin søster Anne-Marie, der deltager sammen med sin mand, eks-kong Konstantin. Også parrets ældste søn, Pavlos, og hans kone, Marie-Chantal, er inviteret. Prins William er gudfar til deres ældste søn.