Svensk konge i sexskandale

Ny bog beskylder svenske Kong Carl Gustav for utroskab og for at have brugt tusindvis af dollar på stripklub

Den svenske Kong Carl Gustav er havnet i suppedasen med en ny bog, der hiver skeletterne ud af skabet. (Foto: Polfoto)
Den svenske Kong Carl Gustav er havnet i suppedasen med en ny bog, der hiver skeletterne ud af skabet. (Foto: Polfoto)

Selv inden bogen er udkommet, skaber indholdet røre i det borgerlige Stockholm.

I bogen står der, at den svenske monark Kong Carl XVI Gustav angiveligt har haft et forhold til en kendt svensk sangerinde, nemlig Camilla Henemark fra gruppen Army of lovers i 90'erne.

Hun skulle have besøgt kongen på slottet flere gange over en periode på omkring et år. Dronning Silvia har efter sigende haft kendskab til affæren, skriver Aftonbladet, som har løftet sløret for en del af bogens beskyldninger.

12.000 dollar på stripklub
Ifølge Aftonbladet hævder bogen også, at Kong Carl Gustaf har besøgt en stripklub under OL i Atlanta i 1996. Her skulle kongen have brugt over to timer i et adskilt rum med en af stripperne. Angiveligt brugte kongen omkring 10.000 dollar på klubben og gav 2.000 dollar i drikkepenge til en stripper.

Bogen, som har titlen 'Den Motvillige Monarken' er skrevet af forfatterne Thomas Sjöberg, Deanne Rauscher og Tove Meyer, der har ført samtaler med en række af de personer, der har stået kongen nær gennem hans liv.

Vil kommentere sagen på pressemøde
Det svenske hof er indforstået med, at kongen kommenterer bogen under torsdagens pressekonference i forbindelse med kongens traditionelle årlige elge-jagt, skriver seher.no.

- Kongen kommer helt sikkert til at kommentere det, siger informationschef ved hoffet, Nina Eldh, som godt er klar over, at pressekonferencen kommer til at tiltrække væsentligt flere reportere end sædvanligt.

- Men kongen holder ikke et pressemøde for bogens skyld, det er et pressemøde for jagten, understreger Eldh til det svenske nyhedsbureau TT.

Den 340 sider lange skandalebog udkommer i dag, og i går havde kongen endnu ikke selv læst den.