Deler vandene: - Sikke en løgn

Internettet gløder, nu da det længe ventede interview med prins Harry og Meghan Markle endelig er blevet vist

Det omtalte interview kan ses mandag aften kl. 21 på TV3. Foto: Ritzau Scanpix
Det omtalte interview kan ses mandag aften kl. 21 på TV3. Foto: Ritzau Scanpix

Det var ikke kun medier verden over, der ivrigt fulgte med i nattens Oprah-interview, hvor prins Harry og hustru Meghan langede heftigt ud efter det britiske kongehus.

Også kendisser og meningsdannere reagerer nu på det opsigtsvækkende interview, hvor Meghan afslørede, at hun i sin tid hos den kongelige familie ikke ønskede at leve mere, ligesom hun fortalte, at det britiske kongehus udtrykte bekymring for sønnen Archies hudfarve, da hendes mor er sort og far hvid.

Blandt kendisstøtterne er Meghans berømte tennisveninde Serena Williams, der på Twitter sender sin uforbeholdne støtte:

'Meghan Markle, min uselviske ven, lever sit liv - og er et godt eksempel for andre med empati og medfølelse. Hver dag lærer hun mig om, hvad det vil sige virkelig at være ædel. Hendes ord illustrerer den smerte og grusomhed, hun har oplevet,' skriver Serena Williams.

'Hvilken løgn'
Den populære forfatter Jennifer Wright skriver:

'Jeg tænker ikke, det er muligt at vide, om Meghan Markle fortæller sandheden, når hun siger, at livet hos den kongelige familie er et stressende mareridt. Hvordan googler man 'hvad skete der nogensinde med Princess Di',' skriver hun sarkastisk.

Kommentaren om, at Meghan Markle angiveligt aldrig skulle have googlet sin ægtemand, falder også mange for brystet.

''Jeg har aldrig søgt på min mand online' - sikke en løgn,' skriver bloggeren Ben Domenech, der bramfrit spår, at parret er skilt, inden året er omme.

Er uklart
Amanda Gorman, der stod bag det opsigtvækkende digt ved indsættelsen af den amerikanske præsident, Joe Biden, har også set med.

'Meghan var kronens største mulighed for forandring, regeneration og forsoning i en ny æra. De mishandlede hende ikke bare lidt - de missede muligheden,' skriver hun og tilføjer i et nyt tweet:

'Det er uklart, om det vil ændre den kongelige familie, men det vil uden tvivl redefinere familier overalt,'

NBC's seniorkorrespondent Chris Jansing, der blandt andet har været korrespondent i Det Hvide Hus, skriver:

'Det chokerende er, at efter alt, hvad Harry og Meghan har sagt om racisme, ondskab, løgne, opgivelse, misundelse - så sidder du stadig med følelsen af, at de kunne have sagt SÅ meget mere.'

Det er ikke alle, der er tilfredse med værten Oprah Winfrey, der ellers høster rosende ord de fleste steder:

'Oprah holdt det ud i lidt for strakt arm. Jeg ville have mere: 'Hvem? ... Vær mere specifik ... Hvad sagde folk helt præcist? Hvem var misundelig på M (Meghan, red.) efter Australien? Hvordan vidste du det? Hvad mener du med, at din familie ikke har 'uddannet sig' på samme måde som dig? De er racister? HVEM?'. Før eller siden er de nødt til at blive mere detaljerede,' skriver den kendte advokat og journalist Megyn Kelly.

Det kontroversielle interview sendes mandag aften kl. 21 på TV3.