En canadisk high school i den østlige provins Nova Scotia er på udkig efter et nyt navn.
Prins Andrew High School hedder den.
Oprindeligt valgt for at ære prinsen, der kom til verden i 1960 - samme år som skolen blev grundlagt.
Men den britiske prins Andrew bliver nu i stadig højere grad anset for at være det dårlige selskab og den, man ikke vil lege med - i kraft af sagen om anklagerne om hans misbrug af og overgreb mod Virginia Giurffre i 2001.
Overgrebene på den dengang blot 17-årige skete angiveligt i den overgrebsdømte, nu afdøde finansmand Jeffrey Epsteins huse.
- Navnet på vores skole skal afspejle vores skolefællesskab og opretholde vores værdier som et sikkert og inkluderende læringsrum for alle, lyder det fra skolens rektor, Graig Campbell, i en mail sendt til avisen The Coast i Halifax.
Prins Andrew har fået frataget alle sine royale titler af dronning Elizabeth i kølvandet på den kommende retsag om hans indblanding i Epstein sagen.
Skolen, der har 800 elever, har nu nedsat en seks personer stor komité bestående af både ansatte og elever, der vil samle og diskutere mulige forslag til et nyt navn. Det håbes at være fundet, når det nye skoleår starter i september.
Navneskiftet er blot den seneste i en række ydmygelser, 61-årige prins Andrew er blevet udsat for i de seneste uger på grund af sagen.
Således blev han i sidste uge frataget sine militære titler og alle roller som protektor. Ligeledes er hans officielle Twitter-konto - TheDukeOf York - blevet lukket, og både hans profil på Instagram og på Facebook er gjort private.