Erklæret rask

Fyrst Albert af Monaco blev i marts smittet med corona. Nu er der gode nyheder fra paladset

Fyrst Albert kan igen være sammen med sin familie. Foto: Eric Gaillard/Reuters
Fyrst Albert kan igen være sammen med sin familie. Foto: Eric Gaillard/Reuters

Fyrst Albert II af Monaco kan igen være sammen med sin familie. Den 62-årige fyrste er blevet erklæret rask, efter han i midten af marts blev smittet med corona.

På den officielle Instagram-profil har fyrstendømmet meddelt, at Albert har vundet kampen over den frygtede virus og nu er blevet sluppet ud af sin karantæne.

Fyrst Albert er testet positiv for coronavirus

Det betyder, at han nu kan isolere sig mere frivilligt med sin kone, Charlene, og deres femårige tvillinger, Jacques og Gabriella.

Også fyrst Alberts 28-årige datter, Jazmin Grace Grimaldi, som han fik med Tamara Jean Rotolo, har på Instagram med stor glæde skrevet om sin fars raskmelding.

'Bravo! Vores bønner er blevet hørt, og min far har meddelt, at han er rask og har det godt efter coronavirussen, der hærger. Han kan nu komme i karantæne med sin familie', skriver Jazmin Grace Grimaldi blandt andet i opslaget, hvor hun opfordrer alle til at blive hjemme, så coronaen ikke spreder sig yderligere.

I Monaco er der, som i Frankrig, Italien og Spanien, udgangsforbud.

Fyrst Albert har appelleret til sine landsmænd om at begrænse kontakten til andre mennesker til et minimum for at få bugt med coronasmitten.

Den 62-årige fyrst Albert har været monark i Monaco, der har omkring 31.000 indbyggere, siden 2005.