I 2012 gjorde dronning Elizabeth fotografen Arthur Edwards til MBE, Member of the Most Excellent Order of the British Empire.
Edwards fik udmærkelsen for sit 'enestående bidrag til avisverdenen'.
Den nu 82-årige fotograf har fulgt den britiske kongefamilie for The Sun i 45 år. Flere end 120 lande har han besøgt sammen med dem.
Lige før han skal dække den højtidelige kroning af kong Charles og dronning Camilla, kan fotografen krone sin egen karriere med en dokumentar om sig selv på BritBox.
- For at være ærlig blev jeg rørt til tårer, da jeg så den, siger Edwards i VG.
Kong Charles siger i dokumentaren, at han er glad for, at der laves et program om Edwards.
- Alle disse oplevelser ville ikke være de samme uden dig, siger han til fotografen.
Han kalder mig 'Arthur'
- Jeg har fået reprimander af kongen ved et par lejligheder. Men vi har lært at respektere hinanden. Folk spørger nogle gange, om kong Charles og jeg er venner, og her svarer jeg bestemt 'nej'. Han kalder mig Arthur, men jeg siger Sir til ham.
I disse dage optager kroningen alle Edwards' timer, og spørges han, om det er godt, at hertuginde Meghan udebliver, svarer han 'ja'.
- Personlig er jeg lettet over det. Meghan ville have afledt opmærksomheden fra det, det handler om, mener han.
- Det havde nok heller ikke været så populært hos folket, hvis Meghan var dukket op. Så da hun har bestemt sig for at blive hjemme, har hun i hvert fald gjort én ting rigtig, siger han.
Edwards tror imidlertid, briterne vil være glade for at se Harry på dagen.
- Men det bliver sikkert hårdt for Harry at komme til landet efter alt det, han skrev i bogen - blandt andet om sin bror. Sårene er fortsat dybe og kan blive vanskelige at hele, siger Edwards.
Håber på forsoning
Edwards fulgte Harry og Meghan tæt, før de flyttede til USA.
- Det første år efter deres bryllup var Meghan fantastisk. Men pludselig forandrede alt sig, og hun kom blandt andet på kant med Catherine og William. Og så flyttede de til USA, siger Edwards.
Han er uforstående over for det, han beskriver som gentagne angreb på kongefamilien.
- Harrys bog var slem, men Oprah-interviewet var frygteligt. Jeg tror, at hele nationen følte sig angrebet.
Edwards havde meget at gøre med Harry, før han mødte Meghan, og beskriver prinsen som drilsk, og som en, der altid anstrengte sig for at bidrage til, at billederne blev gode.
- Harry var den bedste i familien at arbejde med. Vi havde megen skæg ud af det. Så mødte han Meghan og blev en helt anden person. Han blev tilbagetrukket og holdt op med at tale med pressen. Det er vældig trist.
Edwards har ikke noget bud på, hvorfor denne ændring skete, men påpeger, at da Meghan mødte Harry, talte hun ikke med sin egen familie. Nu taler Harry ikke med sin.
Harry har alle vegne berettet om sit anstrengte forhold til pressen. Men det forstår Edwards ikke.
- Da vi rejste rundt med Harry, inviterede han pressen med på pub. Han spøgte og behandlede os fint. Han sagde altid grinende, at han ikke kunne lide et foto, jeg havde taget af ham. Harry var fantastisk. Men pludselig er hele pressen blevet et monster.
Edwards har imidlertid forståelse for, at hertugparret mener, at Meghan indimellem er blevet uretfærdigt behandlet.
- Nogle få overskrifter var rædselsfulde, blandt andet da de kritiserede hendes tøj. Men de kan ikke bruge disse få eksempler mod alle medier, som aldrig har gjort andet end at være flinke mod Harry.
Harry har hævdet, at 'slottet' planter og lækker historier for at sætte enkelte i familien i et dårligt lys - mens andre sættes i et positivt lys.
- Han siger, at Camilla lækker til pressen. Men hun har i hvert fald aldrig lækket noget til mig - det kan jeg love, så jeg tror ikke et øjeblik på, at hun har gjort det, fastslår Edwards.
Edwards beder til, at Harry vil forsones med familien.
- Jeg håber, at kongen får lidt tid med Harry nu, og at han kan bede Harry om at forlige sig med William. For situationen er ikke god nu.