Der er ikke meget opbakning at hente for prins Andrew i familiens skød.
Efter en domstol i New York har afgjort, at sagen, hvor Virginia Giuffre har sagsøgt prinsen for et overgreb, da hun var 17, kan fortsætte, er den 61-årige prins blevet frataget sine militære titler, rang og protektorater.
Og heller ikke når det kommer til spørgsmål fra pressen, er der støtte fra familien til den vanærede prins.
Da hans storebror, prins Charles, blev passet op af journalister fredag, ignorerede han således fuldstændig at kommentere sagen.
Lægger afstand
Ekstra Bladet har tidligere talt med kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, som kalder sagen om prins Andrew den værste i flere årtier for det britiske kongehus.
Derfor er kongehuset også udadtil nødt til at lægge afstand til prins Andrew, forklarede han.
- Det er klart, at dronningen bliver nødt til at lægge en form for afstand til prins Andrew, så længe det ikke er afklaret, hvad de her retssager ender med.
- Kongehuset kan ikke holde til at have en tæt kontakt til ham. De bliver nødt til at holde ham ud i en strakt arm - i hvert fald udadtil, lød det fra Lars Hovbakke Sørensen.
De overgreb, Virginia Giuffre forklarer, at prins Andrew har udsat hende for, skal være sket i 2001 i rigmanden Jeffrey Epsteins hus i New York og på hans private ø i Caribien.
Sagen begyndte at rulle, da Epstein i 2019 blev anholdt i forbindelse med en omfattende sag om misbrug af mindreårige. Kort efter blev han dog fundet død i sin celle, og hans sag nåede aldrig at komme for retten.
Sådan gik det dog ikke for Epsteins tidligere kæreste og samarbejdspartner Ghislaine Maxwell, der for nylig blev kendt skyldig i seks ud af syv anklagepunkter i sagen. Hun risikerer at skulle bruge resten af sit liv bag tremmer.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør om Louise Madsens nabostrid med dokumentaristen Steffen Hou i denne uges udgave af Kvindetribunalet. Lyt med herunder eller i din foretrukne podcastapp