Kongehusekspert vurderer: Særligt hensyn til prins Harry

Den danske kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen mener, at der er flere ting, som er værd at holde øje med under prins Philips begravelse

Prins Philip døde 9. april og begraves lørdag. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix
Prins Philip døde 9. april og begraves lørdag. Foto: Adrian Dennis / Ritzau Scanpix

Lørdag eftermiddag skal den britiske kongefamilie tage afsked med prins Philip, når han begraves fra St. George’s Chapel i Windsor.

Begivenheden tv-transmitteres verden over, og det er der en helt særlig årsag til, lyder det fra den danske kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, som Ekstra Bladet har talt med.

- Selvom folk ikke kan komme med, får de med tv-dækningen mulighed for at se det tæt på. Det er vigtigt for mange briter, fordi prins Philip har betydet så utrolig meget for dem. Han er en figur, de fleste har kendt hele deres liv, og de har fulgt med i alt, hvad han har foretaget sig. Så det ville være helt forkert for dem ikke også at kunne følge begravelsen, siger han.

I Danmark er der også mulighed for at følge begivenheden via tv-signal, og gør man det, mener Lars Hovbakke Sørensen, at der er flere ting, som er værd at holde øje med.

- Der er mange, der taler om forholdet mellem de forskellige familiemedlemmer i kølvandet på den seneste tids dramatik, så mange vil nok holde øje med, hvor meget de forskellige snakker med hinanden, og hvordan de agerer. Jeg mener dog, at man skal passe på med at udlede noget derfra, man kan hurtigt komme til at overfortolke, siger han.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen ...

Prins Philips danske forbindelse

Prins Philip blev født på den græske ø Korfu som prins af Danmark og Grækenland.

Han er oldebarn af den danske konge Christian 9., som er dronning Margrethes tipoldefar.

Dronning Margrethe har i anledning af hans død sendt en personlig hilsen til dronning Elizabeth, som ikke er blevet lagt ud til offentligheden.

Hun markerer også hans begravelse ved at flage på halvt ved Amalienborg - en gestus der er blevet bemærket i adskillige internationale medier.

'Bemærkelsesværdigt'
Der er dog alligevel til begravelsen taget særlige hensyn til de begivenheder, der har været årsag til dramatikken - nemlig prins Harry og hertuginde Meghans valg om at træde ud af kongehuset samt deres kritiske udtalelser om kongefamilien, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

- Det er specielt, at de mandlige medlemmer af kongefamilien ikke kommer til at bære uniform ved begravelsen. Det har dronningen valgt, fordi Harry ikke kan gøre det, selvom det normalt er kutyme ved sådan en lejlighed. Så det bliver anderledes at se dem i almindeligt civilt mørkt tøj.

Dronningen har også valgt, at prins Harry og hans bror, prins William, ikke skal følges ad i begravelsesoptoget.

- Det er usædvanligt. De plejer normalt at gå ved siden af hinanden. Man være forsigtig med at overfortolke den slags signaler, men det er bemærkelsesværdigt, at de ikke går ved siden af hinanden, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Prins William skal gå ved siden af sin fætter Peter Phillips (til venstre) i stedet for sin bror Harry i følget ved begravelsen. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix
Prins William skal gå ved siden af sin fætter Peter Phillips (til venstre) i stedet for sin bror Harry i følget ved begravelsen. Foto: Peter Nicholls / Ritzau Scanpix
 

Prins Philip sov stille ind 9. april. Han blev 99 år gammel.

'Det er med dyb sorg, at Hendes Majestæt Dronning Elizabeth meddeler, at hendes elskede mand, prins Philip, hertug af Edinburgh, sov stille ind i en alder af 99 år,' lød det fra det britiske kongehus efter prinsens død.

Kort før sin død blev han indlagt på hospitalet 16. februar efter at have følt sig utilpas. Han var indlagt på hospitalet omkring en måned, hvor han blandt andet var igennem en vellykket operation i forbindelse med hjerteproblemer.

Begravelsen går officielt i gang klokken 16 dansk tid og kan følges live her på Ekstra Bladet.

BLÅ BOG: Britiske prins Philip er død

Britiske prins Philip, hertug af Edinburgh, der var gift med Storbritanniens dronning Elizabeth er afgået ved døden i en alder af 99 år.

Han sov stille ind på Windsor Castle fredag morgen, oplyser det britiske kongehus fredag.

Prins Philip er født i Grækenland som prins af Danmark og Grækenland, og han blev gift med dronning Elizabeth i 1947.

Her følger en blå bog om prinsen:

*Navn: Philip Mountbatten-Windsor, britisk prinsgemal og hertug af Edinburgh.

* Fødested: Den græske ø Korfu som prins af Danmark og Grækenland.

* Opvokset: Grækenland, Frankrig, Tyskland og Storbritannien.

* Han er oldebarn af den danske kong Christian IX, dronning Margrethes tipoldefar.

* Den 20. november 1947 blev han gift med dronning Elizabeth, som overtog tronen i 1952. De har været gift i 73 år.

* Sammen med dronning Elizabeth har prins Philip fire børn:

Prins Charles (72 år), prinsesse Anne (70 år), prins Andrew (61 år) og prins Edward (57 år).

* Prins Philip var officer i Royal Navy under 2. Verdenskrig.

* Han var protektor for omkring 800 organisationer, som i særdeleshed fokuserer på miljø, industri, sport og uddannelse.

* Han trak sig fra sine royale forpligtelser i august 2017, efter at have arbejdet med dronningen i 56 år. Indtil da havde han optrådt ved 22.219 begivenheder på egen hånd.

Interesser:

* Polo, lystsejlads, oliemaling, karet-ridning, cricket og flyvning.

Kilder: BilledBladet, Hello Magazine, Berlingske og Ritzau.

LIVE