På trods af rådgivernes protester tog den britiske prins Charles imod en betaling på en million pund fra Bin Ladens familie.
Det svarer til 8,8 millioner danske kroner, og de blev givet i en donation til prinsens velgørenhedsorganisation, PWCF.
Det skriver britiske The Times.
Prins Charles modtog ifølge mediet personligt donationen fra Bakr Bin Laden og Shafiq Bin Laden, som er halvbrødre til Osama Bin Laden, efter de tre havde et møde på Clarence House i London 30. oktober 2013, altså to år efter Osama Bin Ladens død.
Ifølge mediet blev han frarådet at tage imod pengene af sine rådgivere i organisationen, hvor pengene altså endte med at blive indbetalt.
Osama Bin Laden grundlagde terrororganisationen al-Qaeda og planlagde terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001. Han blev dræbt af amerikanske tropper i Pakistan i 2011, efter han havde gemt sig i mange år.
I dag er Bakr Bin Laden overhovedet i den voldsomt rige saudiarabiske familie.