Nye foruroligende detaljer: Havde over 50 bamser på sengen

I den nye dokumentar 'Ghislaine, Prince Andrew and the Paedophile' fortæller en sikkerhedsvagt, at prins Andrew havde 50-60 bamser på sin seng

En sikkerhedsvagt deler nye oplysninger om prins Andrew. Foto: Steve Parsons/Ritzau Scanpix
En sikkerhedsvagt deler nye oplysninger om prins Andrew. Foto: Steve Parsons/Ritzau Scanpix
Følg Underholdning
Følg Kongelige

Den nye dokumentar om prins Andrews forhold til Ghislaine Maxwell og Jeffrey Epstein bringer nogle helt nye og bizarre detaljer frem.

En sikkerhedsvagt fortæller i dokumentaren, at prinsen havde 50-60 bamser på sin seng i det værelse, han brugte, når han var på besøg på Buckingham Palace.

Dokumentaren har fået titlen 'Ghislaine, Prince Andrew and the Paedophile', og her fortæller den tidligere sikkerhedsvagt Paul Page, som arbejdede på paladset i seks år, at prinsen blev sur, hvis ikke bamserne var placeret rigtigt på sengen.

Han havde sågar et lamineret billede, som viste, hvor på sengen bamserne skulle stå.

- Årsagen til det laminerede billede var, at hvis bamserne ikke blev stillet rigtigt tilbage af hushjælpen, ville han råbe og skrige og blive meget overfusende, fortæller sikkerhedsvagten ifølge Metro.

Kom og gik på slottet
Paul Page fortæller samtidig flere detaljer om, hvordan forholdet var mellem Ghislaine Maxwell og prins Andrew. Han husker det selv, som om han mødte hende første gang omkring 2001.

- På den måde, hun havde lov til at komme og gå på paladset, gå ind og ud, tænkte vi, at hun havde et intimt forhold med prins Andrew.

- En af mine kolleger kan huske en dag, hvor hun kom og gik fire gange på én dag fra morgen til aften - ind og ud, ind og ud...

Ghislaine Maxwell dannede i flere år par med milliardæren Jeffrey Epstein, som siden blev dømt for blandt andet sexhandel. Siden er jetsetteren Ghislaine Maxwell anklaget for at have hjulpet milliardæren i forbrydelserne.

Prins Andrew var angiveligt nær ven af parret, og han er også anklaget i en sag om overgreb mod kvinden Virginia Giuffre, som anklager ham for at have misbrugt hende seksuelt, da hun var blot 17 år gammel.

Dokumentaren udkom natten til onsdag dansk tid, og den efterlader flere nye spørgsmål, mener de britiske medier.

Sagen kort

Finansmanden Jeffrey Epstein blev arresteret i juli 2019 anklaget for sexhandel, for at opfordre andre til at deltage i sexhandel og for at medvirke i en sexring samt overgreb på mindreårige.

Jeffrey Epstein begik kort efter selvmord i fængslet. Nogle tror dog, at det i virkeligheden var mord.

Rigmanden Jeffrey Epstein havde mange kendte venner og en højt profileret bekendtskabskreds, heriblandt Bill Clinton, Donald Trump og dronning Elizabeths søn prins Andrew. Mange af dem besøgte ofte Epstein på hans private ø, Little St. James.

I juli 2020 blev hans ekskæreste og mangeårige ansatte, Ghislaine Maxwell, arresteret på baggrund af anklager om at have været en aktiv del af Epsteins sexhandel og overgreb, som hun også af og til selv skulle have deltaget i. Desuden stod hun angiveligt for rekruttering af mindreårige piger, som skulle stå til rådighed for Epstein.

Efterfølgende har beskyldningerne mod både Epstein og Maxwell tårnet sig op, og flere kvinder er stået frem med fortællinger om Epsteins og Maxwells overgreb, der skulle være foregået både i Epsteins hjem i Florida, Maxwells i London samt på Epsteins private ø, der gik under tilnavne som  'Syndens ø', 'Den pædofile ø' og 'Orgieøen'.

Mest omtalte vidne er Virginia Roberts Giuffre, som hævder, at hun over længere tid blev solgt til diverse seksuelle ydelser med mange mænd af Jeffrey Epstein, herunder prins Andrew, da hun var bare 17 år.

Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.
LIGE NU

Mere fra Ekstra Bladet+

Den danske model er i fare, hvis ikke en masse tyk beton fjernes

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind