Lige siden midten af februar har den britiske prins Philip været indlagt på King Edward VII Hospital i London.
Der er dog tilsyneladende endnu ikke udsigter til, at dronning Elizabeths 99-årige mand bliver udskrevet og kommer hjem fra hospitalet lige forløbig.
Mandag er han således blevet flyttet til St Bartholomew's Hospital i London, der nu overtager prinsens videre behandling.
Det oplyser det britiske kongehus i en pressemeddelelse.
'Prins Philip er tilpas og reagerer på behandlingen, men det er forventeligt, at han fortsat skal være indlagt på hospitalet til slutningen af ugen som minimum, lyder det i meddelelsen.
Ifølge det britiske kongehus bliver prins Philip fortsat behandlet for en infektion, mens han ligeledes bliver behandlet for en hjertelidelse, som han har i forvejen.
Det britiske kongehus har tidligere afvist, at prins Philips indlæggelse har noget med coronavirus at gøre. Både prins Philip og dronning Elizabeth skulle angiveligt også have modtaget minimum første stik af coronavaccinationen.
Prins Philip blev indlagt på King Edwards Hospital 17. februar, efter han følte sig sløj, mens han var på Windsor Slot, og han har været indlagt lige siden.
På hospitalet har prins Philip bandt andre haft besøg prins Edward, der er hans yngste søn. Prins Edward lagde i den forbindelse ikke skjul på, at han var bekymret for sin far.
- Man kan kun kigge på uret et vist antal gange, og det er begrænset, hvor interessante væggene er, fortalte prins Edward til Sky News efterfølgende og understregede, at hans far dog var ved godt mod og glædede sig til at blive udskrevet.
Den 99-årige prins trådte tilbage fra sine offentlige pligter i 2017, og siden da har han haft gentagne problemer med helbreddet.
Senest i december 2019 blev han behandlet på King Edward Hospital for, hvad der af Buckingham Palace blev betegnet som en 'allerede eksisterende sygdom'.