Prinsesse gravid med første barn

Prinsesse Beatrice og manden blev gift sidste år. Nu venter de deres første barn

Parret blev gift ved en hemmelig ceremoni sidste år. Foto: Ritzau Scanpix
Parret blev gift ved en hemmelig ceremoni sidste år. Foto: Ritzau Scanpix

Den britiske prinsesse Beatrice er gravid med sit første barn sammen med manden Edoardo Mapelli Mozzi. Beatrice, som er barnebarn af dronning Elizabeth, har termin til efteråret.

Det skriver flere medier heriblandt Tatler, NBCnews og Sky News.

Buckingham Palace har bekræftet nyheden, og skriver ifølge Tatler: 'Hendes kongelige højhed Beatrice og Hr. Edoardo Mapelli Mozzi kan glædeligt meddele, at de venter en baby til dette efterår. Dronningen er informeret, og begge familier er glade for nyheden'.

Speciel kjole
Det vordende forældrepar blev gift ved en hemmelig ceremoni ved Royal Lodge på Windsor Castle tilbage i juli sidste år, hvor der kun var den tætteste familie til stede.

Dengang var prinsesse Beatrice kjole i fokus, eftersom hun var klædt i en Peau de-Soie-vintagekjole, som er lavet af designer Norman Hartnell. Kjolen har hun nemlig arvet af dronning Elizabeth. Det var ligeledes Hartnell, som stod bag dronning Elizabeths brudekjole.

Prinsesse Beatrice bar samtidig et diamantdiadem, som dronning Elizabeth selv bar tilbage i 1947, da hun og prins Philip blev gift.

Skandaleramt far
Prinsesse Beatrice er datter af den skandaleramte prins Andrew, som i november 2019 trak sig fra sine offentlige pligter som følge af Jeffrey Epstein-skandalen.

Han blev nemlig sat i forbindelse med den nu afdøde rigmand og dømte sexforbryder.

Den amerikanske kvinde Virginia Roberts hævder, at hun af Jeffrey Epstein blev tvunget til at have sex med flere mænd - heriblandt prins Andrew - da hun var 17 år gammel.

Buckingham Palace benægter dog, at prins Andrew har haft nogen form for seksuel relation til Virgina Roberts.

Ekstra Bladet har tidligere skrevet om en rystende Netflix-dokumentarserie 'Jeffrey Epstein: Filthy Rich', som løftede sløret for, hvordan mangemillionæren udnyttede sin magt og rigdom til at begå en række seksuelle forbrydelser, samtidig med, at han fik hjælp af nogle kvinder.