Revser Meghan og Harry

Prins Albert kalder det forkert at lave interviewet med Oprah Winfrey

Det er dette interview med den amerikanske vært Oprah Winfrey, der har fået prins Albert op af stolen

Monacos prins Albert er alt andet end imponeret af Meghan Markle og prins Harrys beslutning om at lægge kongehusets beskidte vasketøj frem for Oprah Winfrey.

I et interview med BBC torsdag kalder han parrets 'offentlige beretning om utilfredshed' for upassende i den form, det blev udført.

Prins Harry har fået nyt job

Samtidig fortæller prins Albert, at han 'kan forstå det pres, de har været under', men at 'disse typer samtaler skal holdes inden for familiens vægge'.

- Det behøver virkelig ikke blive lagt ud i den offentlige sfære på den måde, siger prins Albert og tilføjer:

- Det irriterede mig lidt. Jeg kan forstå, hvad de mener på nogle områder, men jeg mener ikke, at det var et passende forum at have sådanne diskussioner i.

Prins Albert til fodbold i Monaco i 2021. Foto: Ritzau Scanpix
Prins Albert til fodbold i Monaco i 2021. Foto: Ritzau Scanpix

I interviewet kom Meghan Markle og prins Harry med flere bredsider mod det britiske kongehus, og særligt beskyldningen om, at en unavngiven person i kongehuset havde udtrykt bekymring for, om sønnen Archie ville blive for mørk i huden, har skabt vrede. Samtidig hævdede Meghan Markle, at hun ikke fik hjælp, da hun bad om det.

Vanskelig verden
Selvom han ikke mener, at det var den rette beslutning at lave interviewet med Oprah Winfrey, så understreger prins Albert, at han ønsker prins Harry 'alt det bedste'.

- Det er en vanskelig verden, og jeg håber, at han kan have den rette dømmekraft og visdom til at foretage de rette valg, siger prins Albert.

Alligevel ikke hemmeligt gift før bryllup

I kølvandet på det famøse interview med Oprah Winfrey udsendte det britiske kongehus en udtalelse:

'Hele familien er triste over at finde ud af det fulde omfang af, hvor udfordrende de seneste par år har været for Harry og Meghan,' lyder udtalelsen, der fortsætter:

'De problemstillinger, der bliver rejst, især omkring race, er bekymrende. Selvom nogle af erindringerne varierer, bliver de taget meget seriøst, og familien kommer til at håndtere dem privat. Harry, Megan og Archie vil altid være højtelskede familiemedlemmer,' slutter udtalelsen fra kongehuset.

Prins Harry har sammen med sin hustru trukket sig fra forpligtelser i den britiske kongefamilie og bosat sig i Californien.

Meghan og Harry fortalte blandt andet i interviewet, at det britiske kongehus havde sagt, at sønnens hudfarve kunne blive et problem