Sød detalje vækker opsigt

Dronning Elizabeth sagde farvel til sin mand gennem mere end 73 år med en særlig, personlig gestus

Selvom prins Philips begravelse lørdag langt fra kan siges at have været en privat affære, mindedes den britiske dronning Elizabeth sin afdøde mand på ganske personlig vis.

Som en sidste kærlighedserklæring til den mand, hun har været gift med i mere end 73 år, havde dronningen nemlig lagt et personligt, håndskrevet brev ovenpå kisten, som lå der gennem hele ceremonien.

Brevet var underskrevet 'Lilibet', som er det kælenavn, dronningen fik som barn, og som trofaste seere af Netflix-serien 'The Crown' nok kan genkende.

Ifølge flere medier blandt andre People var prins Philip sågar den sidste, som yndede at kalde sin kone ved det navn. Den detalje har det britiske kongehus dog ikke ønsket at kommentere.

På kisten lå uniformshatten fra flåden, en buket og brevet fra dronningen. Foto: Ritzau Scanpix
På kisten lå uniformshatten fra flåden, en buket og brevet fra dronningen. Foto: Ritzau Scanpix

Detaljen har fået en lang række af kongehusets følgere til tasterne på de sociale medier.

'Din elskede Lilibet', skriver flere brugere efterfulgt af en emoji, der viser et knust hjerte.

Også billedet af dronningen, der sidder alene i kirken under begravelsen, har gjort de sociale medier rødglødende.

Dronning Elizabeth sad alene under begravelsen af respekt for pandemien. Foto: Jonathan Brady / Ritzau Scanpix
Dronning Elizabeth sad alene under begravelsen af respekt for pandemien. Foto: Jonathan Brady / Ritzau Scanpix
 

'Det knuser mit hjerte at se vores dronning sidde alene', skriver en følger blandt andet.

'Jeg fik tårer i øjnene over at se dronningen sidde alene. Ville gerne bare give hende et stort kram', skriver en anden.

Dronning Elizabeth og prins Philip blev gift 20. november 1947, men mødte hinanden første gang i 1934.

Prins Philip sov stille ind 9. april. Han blev 99 år gammel.

Kort før sin død blev han indlagt på hospitalet 16. februar efter at have følt sig utilpas. Han var indlagt på hospitalet omkring en måned, hvor han blandt andet var igennem en vellykket operation i forbindelse med hjerteproblemer.