Talkshow-vært skriver Anders And-blad

Andeby har fået besøg af Anders Lund Madsen, der har forfattet en historie om de berømte ænder

Anders Lund Madsen skriver Anders And. (Foto: DR)
Anders Lund Madsen skriver Anders And. (Foto: DR)

Stadigt faldende oplagstal og mindre interesse er noget Egmont Serieforlaget længe har kunne notere sig, når det drejer sig om det engang så populære Anders And-blad.

Men så kom Sidney Lee og dronning Margrethe på besøg i en historie i bladet, og senere kom Olsen Banden på besøg i et andet. Og så steg salget. Derfor forsøger Egmont sig nu med en kendt gæsteforfatter, der har fået lov at skrive en historie om ænderne fra Andeby.

I bladet, der udkommer den 2. december, vil man således kunne læse en Anders And-historie, der er skrevet af talkshow-værten Anders Lund Madsen.

Skriver for at imponere
- Jeg har skrevet historien for at imponere de folk, jeg kender. Blandt andet min søn Storm, fortæller Anders Lund Madsen, der er stor fan af Anders And.

- Det er jo en ære at få lov at skrive en Anders And-historie, så jeg håber, at læserne bestormer Egmont og mig med breve, så jeg får lov at skrive en historie igen, siger Anders Lund Madsen.

Historien hedder 'Den højeste and i Jorden', og er både en traditionel og skæv Anders And-historie, hvor Andersine bliver kidnappet af miniænder. Og så må Anders og ungerne komme til undsætning.