Annonce:
Annonce:

Dy Plambeck: Idyllen ingen kan opfylde

- Kernefamilien er drømmen om idyllen, som ingen kan opfylde, siger Dy Plambech, der netop har fået en fremragende anmeldelse i Ekstra Bladet

Dy Plambeck har fået fem ud af seks stjerner for debutromanen 'Texas Rose'. (Foto: Benjamin Kürstein)
Dy Plambeck har fået fem ud af seks stjerner for debutromanen 'Texas Rose'. (Foto: Benjamin Kürstein)
Annonce:
Følg Underholdning
Følg Event & Kultur
Annonce:

Støvet vil ikke lægge sig, efter at den 27-årige Dy Plambeck i denne uge galoperede lige ind på boghylderne med sin rablende, morsomme og tragiske familiekrønike om den forrygende fantastiske og forfærdelige faster Lillian, der længes så brændende efter det vilde vesten.

Den lille familiekrønike, ’Texas’ rose’, er hendes debutroman. Og det er én stor rygende kanon af skrøner, anekdoter og fortællinger, der bliver fyret af i tætte salver – fra Vietnam og Over Dråby.

Og hvilken debut. Anmelderne står i kø for at dele stjerner ud, udråbe forfatteren til et stort nyt talent og nominere fortællingerne til at kunne blive intet mindre end ’årets roman’.

Læserne ikke dumme
– Men du skal ikke være bange. Det er ikke en tyk roman, man går kold i. Den er hurtigt læst, advarer Dy Plambeck, inden hun inviterer til te i sin lejlighed ved Botanisk Have i København.

Selv får hun kuldegysninger, når hun læser store, svulmende romaner, hvor der bliver brugt alt for mange sider på, at hovedpersonen går ind og ud ad døre, rejser sig og sætter sig – og lige drikker en kop kaffe.

– Læserne er ikke dumme. Derfor har jeg i min bog valgt at smide det hele lige i ansigtet på dem: Alt det forfærdelige, som mennesket og livet indeholder af tragedie, humor, sårbarhed og kynisme, så man som læser føler: Nej, nej, det er for pinligt!

– Den slags kan man ikke holde til hen over 700 sider.

Kernefamilie i udvikling
’Texas’ rose’ handler om fællesskab og familie. Hvordan man som individ bliver præget og indgår i det stærke fællesskab, man fra fødslen er tvunget ind i. Selv er Dy Plambeck vokset op i en såkaldt traditionel familie med mor, far og to børn i Buresø i Nordsjælland.

– Jeg forstår ikke, hvad der i dag menes med ’kernefamilie’. Det er en konstruktion, der er i hastig udvikling. Hvis det er et sted, hvor der er rum og kærlighed til at vokse op, så findes det i dag såvel hos homo-par og hos en enlig mor eller far, som det findes hos en familie med mor, far og børn.

– For mig lyder ’kernefamilie’ som drømmen om en idyl, som ingen kan opfylde. Som det lyder, når man længes efter at opleve ’det vilde vesten’ i Danmark.

– På nettet har jeg set, at man kan tage på prærievognsferie på Sydfyn! Sidste år var der fuldstændig udsolgt flere uger i forvejen. Det fik mig til at tænke: ’Hvem hulen tar’ på sådan en ferie, og hvorfor pokker gør de det?’

Løgn bag nordbagger
– Jeg tror, at når man som dansker længes efter myten om det vilde vesten, så er det også drømmen om stedet, hvor der er plads til alle: forbrydere, sheriffer, cowboys, ludere, lommetyve og landmænd.

– Det er drømmen om frihed og samtidig fællesskabet omkring lejrbålet – og alligevel er man ensom og langt hjemmefra ude på den der uendelige, store prærie.

– Når min bog handler så meget om den dobbelthed og det miljø, så er det, fordi jeg også selv er fascineret af det. Og jeg har faktisk købt et par cowboystøvler.

– Men på samme tid så frastødes jeg af det. Jeg ville hade hvert eneste sekund på sådan en prærievognsferie. For der er noget kunstigt, noget forstilt og noget løgn over det.

En del af de historier, Dy Plambeck fortæller i sin debutroman, har hun skruet sammen fra sin egen verden. Fra familiealbummet og fra en tur til Vietnam, hvor hun rejste rundt med en ven og var syg af en infektion, der fik hende til at opleve sine omgivelser, som var det i en film af David Lynch.

Her mødte hun personer som en pukkelrygget dværg, hvis hud på puklen var rynket som på en kogt kylling. Til sidst blev hun kørt på hospitalet, som viste sig at være et sindssygehospital, hvor groteske skæbner sad indespærret bag tremmer.

Men de fleste personer i bogen er hentet fra samtaler, hun har overhørt i toget, fra menneskers beretninger på nettet og i tv.

– Jeg så en udsendelse om en dame, der hedder Cowboy-Lone, der har en hest og tager rundt og synger countrysange til firmafester. Hun kæmper for at slå igennem som sangerinde i USA, men alt går selvfølgelig fuldstændigt galt for hende på alle måder. Alligevel bliver hun véd med at tro på sin drøm og kæmpe.

– Hun blev grundstenen til faster Lillian.

Ny vært i lykkehjulet
Undertonen i det, Dy Plambeck skriver, er følelsen af at være stærkt knyttet til familien – men samtidig føle sig udenfor:

– Et eksempel er det, mange sikkert har prøvet. At når man f.eks. kommer hjem til en påskefrokost, hvor man taler passioneret om Baudelaire og Dostojevskij, så er der en eller anden onkel Hans, der tror, det er den nye vært i ’Lykkehjulet’, man taler om.

– Eller når min far begynder at tale om aktiekurser og obligationer. Så forstår jeg ikke, hvad han taler om.

– Det er både en fantastisk følelse af at være fri, men samtidig også en følelse af at være fortabt og alene, fordi man har noget, man ikke kan dele med sin familie. Det er et grundvilkår, vi bærer rundt på.

– Sagt med lidt større ord, så har jeg forsøgt at sætte fokus på, at menneskets grundvilkår er, at vi er født ind i et fællesskab, men i bund og grund er alene.

The lonely rider.

Jeg smider det hele lige i ansigtet på læserne: Alt det forfærdelige, mennesket og livet indeholder af tragedie, humor, sårbarhed og kynisme

Annonce:
Annonce:
Annonce:
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

LIGE NU
Annonce:
Mærsk har et rekordstort overskud, men betaler kun fire procent i skat. Ekstremt absurd

Udforsk Ekstra Bladet+

Annonce:

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: