De to har fulgtes ad siden Teaterskolen. Og i aftes strøg de med hver sin Reumert-pris. Lie Kaas for Årets Mandlige Hovedrolle - hans Peer Gynt i Ibsens skuespil af samme navn spillet i efteråret på Det Kgl.
Og Nicolas Bro for Årets Mandlige Birolle - for sin rolle i 'Skrigerne' på Aveny Teatret. Han kunne endda have taget fusen på Lie Kaas også i hovedrolle-kategorien, hvor han var nomineret for sit overdådige spil i 'Udvidelse af kampzonen' på Det Kgl.
Men der er ikke noget at pibe over. De to drenge har erobret scenen. Så det gungrer i brædderne.
LØFT FOR TRINE
Det var tre sande publikum-darlings, der konkurrerede om 'Bedste Kvindelige Hovedrolle'-pris i aftes: Ann Eleonora Jørgensen, Trine Dyrholm og Sofie Gråbøl.
Ingen skal bilde mig ind, at dén afgørelse faldt let. Men tvivlen fordampede, da det kom til stykket. Dét kan jeg bevidne som ydmygt medlem af den høje jury.
Trine Dyrholm fik prisen for en solopræstation, der løftede hende mange meter videre i hendes udvikling: Næsten alene på scenen i Sarah Kanes rystende sammenbruds-skuespil '4:48 Psykose' på Betty Nansens Edison Scene.