Miss Indsat 2005 kåret i São Paulo

40 kvindelige fanger fra São Paulo-området kæmpede i Carandiru-fængselskomplekset om titlen som Miss Indsat 2005

Caroline Goncalves gik forgæves. Hun måtte se 23-årige Angelica Nsangu tage titlen som Miss Indsat 2005. (Foto: AP)
Caroline Goncalves gik forgæves. Hun måtte se 23-årige Angelica Nsangu tage titlen som Miss Indsat 2005. (Foto: AP)
Der var mere end bare penge og ære på højkant, da 40 kvindelige fanger fra 10 forskellige fængsler i São Paulo-området i Brasilien torsdag kæmpede om titlen som Miss Indsat 2005.

- Det her vil hjælpe mig en lille smule tættere på at komme ud, forklarede 25-årige Caroline Goncalves til telegrambureauet AP, mens en stylist kæmpede med en hendes lange lyse hår og lagde det sidste makeup omkring øjnene.

For Goncalves og de andre deltagere var skønhedskonkurrencen et kærkomment afbræk fra dagligdagen bag tremmer. Ifølge de lokale myndigheder også en oplagt mulighed for at løfte humøret og selvtilliden hos de kvindelige fanger.

- Det hjælper på selvtilliden og giver dem en følelse af at være i live. Det viser, at de kan stå på egne ben og, uanset deres forbrydelse, er en del af samfundet, forklarer fængselsdirektør i Rio Claro, Irani Torres.

Det er blot anden gang, at fængslerne i São Paulo-området går sammen om at kåre en Miss Indsat. Sidste år rendte Fernando Maria de Jesus med titlen. Hun endte med at blive løsladt måneder før tid, hvilket ifølge myndighederne dog intet havde at gøre med kåringen.

Det er alligevel den slags ting, der huskes hos de tilbageværende fanger, og især hos de 40 kvinder, der torsdag gik catwalk og viste ynderne frem.

Blandt andet foran repræsentanter for nogle modemagasiner. Dommerpanelet bestod af kendisser, fodboldspillere og journalister.

Årets vinder blev angolskfødte Angelica Nsangu, der nu blandt andet kan se frem til optræden på tv og muligvis en modelkarriere, når hendes fængselsstraf er udstået.

Caroline Goncalves, der afsoner fem år og fire måneder for overfald med et dødbringende våben, må prøve igen til næste år.