Simon Talbot kan jo være morsom, men det var han sandt for dyden ikke, forrige gang jeg oplevede ham.
Det var tilbage i 2016, og efter min anmeldelse af showet valgte han at rejse til USA – ikke at der nødvendigvis er nogen sammenhæng, men alligevel.
Nu er han så tilbage med showet ’Make Denmark Great Again’, og den er en opløftende fornøjelse.
Med den titel og forestillingens plakat, der trækker på det amerikanske, kunne man frygte, at der ville gå Trump i forestillingen. Det emne er godt nok underholdende, men jo både lidt for nemt og alt for afgræsset.
Jeg talte kun en enkelt Trump-vittighed.
To ludere
Showet krydres af små stumper dokumentar-film, hvor vi følger Talbots forsøg på at slå igennem i stand-up’ens hjemland.
Med sig til Los Angeles havde han sin kæreste Katrine Køhler – snart hustru, i øvrigt – og vi følger, hvordan hun søger at holde hans humør oppe, mens han optræder på det ene lusede sted efter det andet for et publikum, der i runde tal består af to ludere og en lommetyv.
Klemt inde mellem to lokale stand-up’ere, hvis eneste adkomst til titlen tilsyneladende er, at de er i stand til at stå op.
Der er tæt på at gå Thomas Eje i den, men jeg skal ikke her røbe, hvordan det udvikler sig.
Jehovas Vidner
Oplevelserne i det amerikanske giver Talbot anledning til at spidde både amerikanerne og danskerne. Og han rammer på én gang præcist og muntert.
Undervejs laver han de besynderligste afstikkere, og ubesværet inddrager han også tilfældige medlemmer af publikum.
Og så er der de kernefulde formuleringer:
– Jeg forlod Jehovas Vidner, da jeg begyndte at tænke, at ... da jeg begyndte at tænke.
Om nogle danskere, han mødte i L.A.:
– De var sygt prætentiøse. Sådan nogen, der tror, at der findes flere jazznumre.
Talbot har en irriterende uvane med at grine ad sine egne vittigheder som for at gøre det klart for publikum, at nu har han sagt noget sjovt.
Det behøver han slet ikke. Jeg lo flere gange helt af mig selv, så tårerne trillede.
