Retten har talt.
Operastjerne Peter Lodahl blev torsdag af byretten i København frifundet efter det civile søgsmål, der var anlagt mod ham af tidligere chefdirigent Michael Bojesen.
Og dommen blev som forventet, skriver han i et opslag på Facebook, som Ekstra Bladet har fået tilladelse til at dele.
'Jeg har i dag som forventet fået rettens ord for, at jeg er uskyldig i de grundløse anklager om æreskrænkelser, som den forhenværende pigekorsleder og chef på operaen i Malmø Michael Bojesen har rettet mod mig og stævnet mig for,' skriver han og fortsætter:
'Det er selvsagt ikke behageligt at blive inkrimineret og stævnet, selvom jeg med sindsro og god samvittighed har imødeset dagens afklaring.'
'Upassende adfærd'
Peter Lodahl skriver videre, at sagen har bekræftet ham i, hvor vigtigt det er at tage 'det nødvendige opgør med upassende adfærd og dysfunktionelle strukturer, hvor disse findes i kultur- og arbejdslivet.'
'Jeg håber, at der med denne sags afslutning også sættes et punktum for, hvad der i mine øjne blot har været endnu en afledningsmanøvre fra Bojesens side og et forsøg på at flytte fokus væk fra det, sagen egentlig handler om: Nemlig at han har spillet en væsentlig rolle i, at en lang række helt unge korpiger har følt sig ufrivilligt seksualiseret og følt deres grænser overskredet under hans ledelse,' skriver han videre i opslaget.
Peter Lodahl skriver afslutningsvist, at han nu vil læse dommen grundigt og ikke har yderligere kommentarer.
Advokat: Ankesag vil overraske
Ekstra Bladet har været i kontakt med Vibeke Borberg, der repræsenterede Lodahl i sagen. Hun glæder sig naturligvis over frifindelsen, der
- Påstanden har jo været, at han (Peter Lodahl, red.) har givet mailen til Ekstra Bladet - og eller at nogen han har givet den til har givet den til Ekstra Bladet, og ingen af delene er det lykkedes det at føre noget som helst bevis for, siger hun.
- Det er rent gætværk og spekulationer, at den skulle være kommet fra Peter Lodahl, fortæller advokaten videre.
Michael Bojesen har mulighed for at kære eller anken afgørelsen, men det vides i skrivende stund ikke, om han har tænkt sig at gøre det. Det vil dog komme bag på Vibeke Borberg, hvis det sker.
- Vi blev også overrasket, da stævningen kom, for normalt, når man ønsker at gøre nogen ansvarlig for noget, så har man noget at have det i eller en form for bevis - eller i hvert fald kan man sandsynliggøre, at der er en sammenhæng, der gør, at det er relevant at tale om et ansvar, siger hun og understreger, at det var der ikke her, hvilket dommeren lagde vægt på.
- Så jeg vil sige, at vi var meget overraskede over, at man stævnede på det grundlag, og jeg vil være lige så overrasket, hvis man vælger at anke så pure en frifindelse.
Ekstra Bladet forsøger at få en kommentar fra Michael Bojesen og hans advokat, Heidi Højmark Helveg, for at høre, hvordan de forholder sig til dommen, og om de ønsker at anke eller kære den, men det har endnu ikke været muligt.