Søndag eftermiddag blev årets udgave af Eurovision Song Contest officielt skudt i gang med en åbningsfest og en turkis løber så langt, øjet kunne række i Torino.
Knap fire timer var der sat af til, at de 40 deltagende nationers artister kunne møde fans og presse på turen ned ad den flere hundrede meter lange løber i det noget ustadige italienske forårsvejr.
Det officielle åbningsarrangement mindede mest af alt om en stor fastelavnsfest for sangere og sangerinder fra vores kontinent, der kæmpede om opmærksomheden i alt fra kæmpe fjerdragter til stramme kjoler og bar hud.
Som bekendt stiller Danmark til start med den dansk-svenske kvartet Reddi, der består af Siggy Savery, som lægger vokal til nummeret 'The Show', Ihan Haydar på trommer samt svenske Ida Bergkvist på bas og ligeledes svenske Agnes Roslund, der spiller en solid gang rock på sin guitar.
Højt og vådt humør
Lige da det blev deres tur til at træde ud på det turkis gulvtæppe, åbnede himlen sine sluser. Heldigvis skulle der mere end en skylle til at lægge en dæmper på Reddis humør.
De fire kvinder har været i Italien i en uges tid til sceneprøver forud for tirsdagens semifinale, hvor de skal forsøge at kvalificere sig til lørdagens finale. Og det er gået over al forventning for bandet, der til at begynde med ellers ikke blev spået mange chancer hos bookmakerne.
Det er så småt ved at ændre sig.
- Vores prøver er bare gået rigtig godt, siger Siggy Savery, der sammen med resten af bandet søgte ly under røde paraplyer, mens de blev badet i blitzlys og bombarderet med spørgsmål.
Udfordringer har både Reddi og de 39 øvrige deltagerlande dog haft nok af under prøverne.
Eurovision-scenen er gået så meget i stykker, at den ikke kan repareres. Det har betydet, at mange lande har måttet ændre deres show i sidste øjeblik. Også Danmark.
Held i uheld
- Det er noget af det mest avancerede sceneteknik, der nogensinde er lavet, så det er sindssygt ærgerligt, for der er lagt så meget arbejde i det. Men lige for vores act gør det faktisk ikke noget, siger Siggy Savery.
- Nej, det så faktisk grimmere ud, da det virkede, supplerer Ihan Haydar.
I stedet for den planlagte baggrundsgrafik har Reddi fået meget mere af det, de drømte allermest om: Rocklys.
- Ja, det er held i uheld, siger Ihan Haydar med et stort smil.
Se de vildeste Grand Prix-skandaler gennem tiderne
Problemet med scenen er dens hovedelement - en stor solkonstruktion af metal. Den har led-lys på den ene side og lamper på den anden. Efter planen skulle den have kunnet dreje rundt, men solen har sat sig fast på lampesiden. Og der bliver den.
Det er fra klokken 21 tirsdag, at Danmark skal forsøge at synge sig i finalen.