En vittighed omkring ironien ved at blive fyret fra et jobcenter vandt her i weekenden prisen for årets sjoveste joke ved den store kulturfestival i Skotland 'Edinburgh Festival Fringe'. Det var den unge stand-up-komiker Adam Rowe fra Liverpool, der vandt den fornemme pris.
Vittigheden lyder således:
'At arbejde på et jobcenter må være ganske hårdt. Især når man ved, at hvis man bliver fyret, så skal man møde op igen næste dag.'
Det skriver flere medier heriblandt The Guardian og Metro.
Vittigheden bruger Adam Rowe selv i sit stand-up-show 'Undeniable', som han i øjeblikket turnerer rundt med. Den tidligere bartender begyndte at lave stand-up-komik tilbage i 2010, og han har tidligere vundet prisen som 'Årets bedste komiker i Liverpool'.
- Jeg er fuldstændig lamslået af glæde over den her pris. Det er en stor ære og en kæmpe overraskelse for mig, forklarer Adam Rowe.
Herunder kan du læse to af de andre vittigheder, der kom i top ti.
1: 'I mit sidste forhold hadede jeg at blive behandlet som et stykke kød. Min kæreste var veganer og nægtede at røre mig.'
2: 'Jeg tror, at kærlighed er ligesom centralvarme. Du tænder for varmen, når gæsterne kommer, og lader som om, at sådan har temperaturen været hele tiden.'