Før kæmpe Nik og Jay koncert: Gitte vil ikke lade terrortruslen stoppe hende

Angrebet i Manchester må ikke stoppe danskerne fra at gå ud og være sammen, lyder det fra en af de gæster, der er på plads til morgendagens koncert i Royal Arena

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

I morgen aften åbner Royal Arena dørene for koncerten med Nik og Jay, hvor popglade koncertgæster er klar til at have en fest i selskab med de to kunstnere.

Koncerten kommer dog også i kølvandet på de tragiske begivenheder i Manchester, hvor en Ariana Grande koncert var udsat for et grusomt terrorangreb, der kostede flere børn og unge livet.

Angrebet i England afholder dog ikke Gitte Bruun Skettrup fra at gå til koncerten med sine to sønner på 19 og 20 år.

- Jeg har det stadigvæk fint med, at jeg skal til koncert. Terror kan ske overalt, men jeg tror stadig, at sandsynligheden for at jeg bliver kørt ned på gaden er større, end at der sker os noget derinde i morgen. Selvfølgelig får man et sug i maven og når at tænke, 'gad vide, om det også kan ske derinde i morgen,' men det vil aldrig stoppe mig fra at tage ud til sådan nogle ting, siger hun til Ekstra Bladet.

'Rådne kar fylder for meget'
Arrangørerne bag koncerten, Live Nation Denmark, har været ude på eventets Facebookside og fortælle, at sikkerheden er højeste prioritet - som den er ved alle shows.

- Jeg er sikker på, at når Nik og Jay går på scenen i morgen, så tænker vi ikke et splitsekund på det forfærdelige, der er sket. Det ville ødelægge meget, hvis man begyndte at gå i stå og sætte ting på standby på grund af sådan nogle grimme begivenheder, siger Gitte Bruun Skettrup.

- Jeg vil hele tiden tænke, at sådan noget her, det må ikke stoppe mig. Tværtimod vil jeg gøre endnu mere for at vise, at det ikke må stoppe mig. Der er bare de her enkelte, rådne kar, der komme til at fylde så meget, og det må vi ikke tillade. Og det gør vi, hvis vi stopper med at gå til sådan nogle ting som koncerter.

 Royal Arena i Ørestad stod helt færdigt i starten af 2017.