Fyr og Fatboy: - Nu er det bare at jage det

Den danske Grand Prix-duo har i fredag haft anden prøve i Rotterdam

Nedtællingen er for alvor i gang.

Nu er der under en uge til, at Fyr og Flamme skal dyste i verdens største musikkonkurrence, Eurovision Song Contest.

Laurits Emanuel og Jesper Groth, som udgør den danske duo, har fredag haft anden prøve på den store scene i Ahoy Arena i Rotterdam.

Hvordan det er gået - og hvordan man puster ud i kulisserne efter sådan en præstation - kan ses i klippet her over.

Hilsen fra Fyr og Flamme

Hvad sker der egentlig i kulissen af verdens største sangkonkurrence? Hvad laver deltagerne i ventetiden og går der lejrkuller i den?

Det har Fyr og Flamme lovet at holde Ekstra Bladets læsere godt opdateret på med små videohilsner.

 

Fyr og Flamme skal med deres 'Øve os på hinanden' synge på dansk ved Eurovision. Ikke siden 1997 har Danmark stillet med en sang på dansk ved det europæiske Grand Prix. Men det tager de to helt roligt.

Jesper Groth ser ud til at have pænt optur over at træne på Grand Prix-scenen. Foto: Ritzau Scanpix
Jesper Groth ser ud til at have pænt optur over at træne på Grand Prix-scenen. Foto: Ritzau Scanpix

- Jeg vil sige, at jeg har sådan en fornemmelse af, at det er gået fra undren og skepsis til respekt, at vi synger på dansk, siger Jesper Groth og fortsætter.

- Vi bliver ved med at få positive beskeder fra alle mulige - selv fra folk i Spanien. Og Eurovision er jo konkurrencen, hvor man aldrig ved, hvad der kan ske. Jeg tør i hvert fald ikke sætte 11 kroner på noget eller nogen. Men jeg føler altså virkelig, at folk respekterer, at vi synger på dansk, siger han.

Scenen er fyr og flamme, når Fyr og Flamme optræder. Foto: Ritzau Scanpix
Scenen er fyr og flamme, når Fyr og Flamme optræder. Foto: Ritzau Scanpix

Tidligere på ugen sendte Fyr og Flamme den første video hjem til Ekstra Bladets læsere fra Eurovision, og her var det så som så med forkælelse fra de hollandske værter.

Som altid afgøres Eurovision Song Contest i to semifinaler og en derefter en finale.

Tirsdag dyster de første nationer mod hinanden i semifinale nummer et, og torsdag er det Fyr og Flammes tur i den anden semifinale.

Forhåbentlig kvalificerer de sig til finalen, der bliver afholdt lørdag 22. maj.

Ekstra Bladet live-dækker den danske semifinale og naturligvis også finalen.