Europa sidder fast i en sump af skrigeballoner og skingre technobeats. Ingen melodi, ingen instrumenter, kun singback og visuel diarré. Støj og stress, simpelthen.

Hvis man ser Eurovision med lukkede øjne (eller muter sit tv, hvilket jeg kun kan anbefale), så flimrer et tilsyneladende uendeligt cirkus forbi. En slags Pride, i pink og alle regnbuens farver, men endnu mere skinger i sit desperate tre minutters-vindue.

Se mig, se mit outfit, se mine dansere. Jeg ser det. Du skriger på opmærksomhed. Hvad med bare at sætte dig ned og synge en virkelig god sang?

Beat, båthorn og brøleaber
Eurovision er blevet opulent. Verdens største sangkonkurrence er smaskforelsket i sin egen overdrevne betydning, og overlader betingelsesløst gigascenen til en art mangfoldigt støjende ensartethed.

Engang kunne man sanse musikkens signifikante hjemstavn på spidsfindige sprog og sære instrumenter. Nu lyder det hele ens. Maskinel muzak. Jungletrommer, beat, båthorn og brøleaber. Og enkelt dværg på technofløjte.  

Sverige vandt i nat med en melodi, ingen kommer til at nynne. I 1984 satte 'Diggi-Loo Diggy-Ley' sig som gylden svensk ørevoks. Ligesom ABBA i 1974 med 'Waterloo'. Den sang bliver stadig streamet, nu snart en halv milliard gange på Spotify.

Artiklen fortsætter efter videoen ...

Blingbling og tricktyveri
Johnny Logan fik i 1987 en karriere på 'Hold Me Now'. I år kom Irland ikke i finalen, fordi de rent faktisk bød ind med en okay melodi. Ellers så var den møgstramme glimmerbuks ikke crazy nok.

Norge kom langt på at lege Balkan. Finland næsten til tops på at lyde som Ibiza. Og Boy George genopstod i Belgien som billig kopi. Eurovision 2023 var blingbling og tricktyveri, pimpet op med skørt hår og Hitler-overskæg. Whatever works!

Freakshowet er blevet til et shitshow. Lort med glimmer på. Der er mere kitsch på den scene end på hele Hjallerup Marked. Det er nørdernes hævn. De oversetes cirkusgøgl. Tabere bliver til vindere.

Orker ikke orker
Som de kroatiske havenisser i hvide underbukser med gylp. Eller tyske Lord of The Lost med en forsanger klædt ud som ork i højrød lak og læder. Man orker kun at skrue ned.

Når det kitchede bliver det nye mainstream, så savner man et stille øjeblik med netop tyske Nicole og 'Ein bisschen Frieden'.

Selvfølgelig skal sangshowet også være en fest. Og en inkluderende en af slagsen, men melodien er samtidig gået totalt fløjten. Det er kun form, intet indhold. Og det er i grunden mere frastødende end folkeligt.