De sidste 30 år har det været muligt at mærke suset i den legendariske vandrutsjebane 'Splash Mountain' i Disney World i Florida.
Siden søndag har det dog været endegyldigt slut med at flyde rundt på banen og suse ned af vandfaldet i de store plastiktræstammer.
Lukningen af den historiske forlystelse har vakt postyr i USA, hvor flere mener, det er et knæfald for den politiske korrekthed.
Årsagen er, at det antages, at Disney har valgt at sløjfe forlystelsen, fordi den er baseret på den kontroversielle film 'Song of the South' fra 1946, hvor der er scener, der viser slaveri. Disney har dog ikke ønsket hverken at be- eller afkræfte dette.
På eBay kan man desuden netop nu købe poser med vand, der påstås at stamme fra forlystelsen. Det skriver CNN og New York Times.
En pose med vand, der hævdes at stamme fra den nu lukkede rutsjebane, kan erhverves for relativt beskedne 100 kroner, men så er der til gengæld heller ikke nogen garanti for ægtheden.
Rutsjebanen genåbner efter planen næste år, men i en helt anden form.
I stedet for det nuværende tema vil forlystelsen være omdøbt til Tiana's Bayou Adventure og tage udgangspunkt i 'The Princess and the Frog'-filmen.
I Disneyland Californien findes en tilsvarende Splash Mountain-forlystelse.
Den er indtil videre stadig åben, men forventes inden for den nærmeste fremtid at få samme makeover som Splash Mountain i Florida.