Det bliver ekstra svært at trække farmand til skærmen, når Dansk Melodi Grand Prix sendes i februar.
For DR har valgt helt at droppe de kvindelige værter med små og stramme kjoler.
I stedet bliver der med garanti noget at grine ad, når Esben Bjerre og Jacob Riising skal lede slagets gang, når de ti finalister skal blive til den vinder, der skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Wien i maj.
Mens Esben Bjerre er debutant på Grand Prix-scenen har Jacob Riising en del mere erfaring. Sidste år stod han sammen med Louise Wolff i spidsen for showet, og så har han hele fem gange styret løjerne ved børnenes MGP. Derfor var han heller ikke sen til at sige ja igen.
- Både Melodi Grand Prix, Esben og Aalborg har en stor plads i mit hjerte. Så at denne treenighed nu går op i en højere enhed er som når man bestiller tre stykker uspecificeret smørrebrød og får serveret sin livret, siger han i en pressemeddelelse.
Latexdragten tilbage i Grand Prix
Bjerre, der udgør den ene halvdel af Monte Carlo, var også frisk på at prøve kræfter med det traditionsrige og hæderkronede hverv som vært for Melodi Grand Prix, da chancen bød sig.
- Det første, jeg tænkte, da jeg fik tilbuddet om at være vært for Melodi Grand Prix, var: Det vil jeg virkelig gerne! Jacob er trænet i showbiz-gamet, og jeg er ham den nye. Jeg er sikker på, at det bliver forrygende, for Jacob er jo dygtig, siger Esben Bjerre.
Dansk Melodi Grand Prix holdes i Gigantium i Aalborg lørdag den 7. februar 2015.