Det er nok de færreste festivalgængere på Roskilde Festival, der i løbet af de seneste 13 udgaver af festivalen ikke på et eller andet tidspunkt har haft festivalavisen Orange Press i hånden.
Men gæsterne på årets udgave af festivalen kommer til at være den oplevelse foruden.
Festivalen har nemlig besluttet at stoppe udgivelsen af avisen. Det skriver avisens chefredaktør, Ronja Pilgaard, på Twitter, hvor hun samtidig kalder det 'landets mest læste dagblad.'
'Intet er helligt i Festivaldanmark, der jo trods alt skal tjene nogle penge efter hårde år. Heller ikke landets mest læste dagblad. Roskilde Festival har derfor besluttet at lukke festivalavisen for at satse på mere digital kommunikation - og fordi de ikke tror på, at unge mennesker læser avis,' skriver hun blandt andet.
Hun udtrykker ærgrelse over lukningen, men hun er samtidig stolt over produktet i de otte år, hun har stået i spidsen.
'Jeg tror på, at Roskilde Festival bliver fattigere uden Orange Press,' skriver hun.
Ifølge Roskilde Festivals hjemmeside var sidste års udgave af avisen den 13. årgang af festivalavisen. Den blev produceret af i alt omkring 60 frivillige, som bestod af journalister, fotografer og tegnere.
Går du og savner Roskilde Festival i vintermørket? Så kan du her drømme dig tilbage til festivalen med nogle af de vildeste billeder fra festivalen fra en af Ekstra Bladets fotografer.