Medier: Tom Cruise sender Golden Globe-trofæer retur i protest

NBC nægter at sende showet, og stjerner på stribe langer ud efter organisationen bag Golden Globes. Tom Cruise har sendt sine tre trofæer tilbage til HFPA

Tom Cruise vil ikke se på beviserne for, at han tre gange har vundet til Golden Globes. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix
Tom Cruise vil ikke se på beviserne for, at han tre gange har vundet til Golden Globes. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix

Golden Globes-uddelingen er for alvor kommet i stormvejr i den seneste tid. Stjerneskuespilleren Scarlett Johansson opfordrede i weekenden sine kolleger til at droppe prisuddelingen som en protest mod den organisationen bag, Hollywood Foreign Press Association, kaldet HFPA, som ifølge hende er sexistiske.

Netflix og Amazon Studios var også ude med heftig kritik af organisationen og den manglende diversitet hos HFPA, og nu melder andre stjerner sig i koret.

Tom Cruise har tre gange i løbet af karrieren været på scenen for at hente en af de prestigefyldte priser, han har vundet, men beviserne på triumferne har han ikke længere. Mandag har han nemlig afleveret trofæerne retur i protest.

Det skriver både Deadline og Variety.

Tom Cruise har vundet prisen for bedste mandlige skuespiller for sine roller i 'Jerry Maguire' og 'Born on the Fourth of July' og bedste mandlige birolle i 'Magnolia'.

NBC trækker stikket
Presset stiger på HFPA, der får problemer med at vise showet i fremtiden.

NBC har rettighederne til showet, men mandag har tv-stationen meldt ud, at man droppet 2022-udgaven af prisuddelingen, som man ellers årligt betaler 366 millioner kroner for at få lov til at vise.

- Vi fortsætter med at tro på, at HFPA er opsatte på at foretage en række betydningsfulde reformer. Men ændringer tager tid og hårdt arbejde, og vi føler stærkt, at HFPA har brug for tid til at gøre det ordentligt. Derfor vil NBC ikke sende 2022-udgaven af Golden Globes, lyder det ifølge Deadline fra NBC.

Det bliver tilføjet, at man forventer, at HFPA vil foretage de ændringer, der bliver krævet af dem, og derfor forventer NBC, at de i januar 2023 vil sende showet igen.

NBC ejer rettighederne til at sende Golden Globes frem til 2026.